Smertefri “operation”
Dette er et eksempel på visualiseringens slående kraft. Jeg har oplevet det på egen krop og efterfølgende skrevet om det i min lille slankebog ”Slank på den lette måde”, der handler om at slanke sig via tanker og visualisering. Jeg har også skrevet om denne oplevelse i bogen “Tænk dig til det hele, visualisering – guide og ideer.” Og jeg fortæller om det i mit foredrag.
Nogen vil kalde det, der skete, et mirakel. Hvilket stof mirakler så end er gjort af, ser jeg det dog som noget helt naturligt. Jeg har efterfølgende talt med mange, der har prøvet noget lignende. Men at der kan være så stor kraft i tanker, som jeg oplevede i den situation, jeg her vil omtale, rystede mig alligevel lidt dengang, på den positive måde:
En sommer havde jeg af og til mærket, at det gjorde ondt bag på mit ene ben. På ret kort tid viste der sig en kæmpestor knude nøjagtig det sted, hvor det havde gjort ondt. En åreknude, tænkte jeg.
Jeg lod nogen tid gå og tænkte: Jeg ignorerer det. Skidtet er kommet af sig selv, så kan det vel også forsvinde af sig selv. Men men men… sådan gik det ikke.
En månedstid efter at knuden var blevet til fuld størrelse tog jeg til lægen, som selvfølgelig bekræftede, at det var en åreknude. En af de store og grimme. Han er samtidig idrætslæge og vidste alt om den slags. Jeg spurgte: ”Er der bare en minimal mulighed for, at den kan forsvinde af sig selv”? Svaret kom omgående. Det var der absolut ikke. Den slags skal opereres. Han foreslog, at han straks kontaktede hospitalet, så jeg kunne få den fjernet.
Det var jeg ikke helt med på. Derfor slog jeg det hen og sagde, at det måtte vi se på lidt senere. I den periode havde jeg masser af foredrag rundt i hele landet. Jeg havde simpelthen ikke tid.
Som dagene gik, blev jeg mere og mere gal på den dumme knude bag på mit ben. Den var virkelig stor og grim. Og øm også.
Pludselig slog tanken mig: Til krig mod skidtet! Den skal ikke få lov at overleve. Jeg bestemmer over min egen krop. Men hvordan min egen vilje så skulle føres ud i livet, vidste jeg ikke lige her og nu.
Jeg havde hørt, at man kan tænke skavanker, ja endda sygdomme, væk. Men… jeg havde dog altid været en smule skeptisk overfor den slags. Nu tænkte jeg: Det skal prøves. Hvad har jeg at miste?
Jeg sagde ikke til nogen, at jeg tænkte sådan. Eller at jeg ville gøre forsøget i det hele taget. Måske følte jeg, det var lidt flovt, især hvis det ikke lykkedes. Godtroende, let at narre – jo, jeg hørte på forhånd andres domme. Det krævede faktisk lidt indre overtalelse for at få mig selv til at tro på det.
En aften sagde jeg til mig selv: Så går jeg i gang! Og det gjorde jeg, helt på min egen måde. Jeg havde ikke fået nogen forklaringer om, hvordan det eventuelt kunne gribes an. Men da jeg var kommet i seng, tænkte jeg:
Nu ser jeg en stor, blå laserstråle for mig. Den skal komme ud af det bare ingenting og stråle lige ned i mit ben og fjerne knuden. Jeg vil se for mig, at den reparerer knuden, lidt efter lidt. Og at alt falder på plads igen på en sund måde.
Det var lidt af en overvindelse at holde koncentrationen på en stor, blå, virksom laserstråle, som ikke var der. Eller – var den?
Aften efter aften hentede jeg, via tankerne, min blå laserstråle frem og placerede den, stadig via tankerne, direkte i knuden på mit dårlige ben. Om ikke for andet, så fordi jeg var stædig. Og fordi intet skulle være uprøvet.
Jeg blev bedre og bedre til at koncentrere mig i længere tid. Mens laserstrålen var ”på”, rørte jeg aldrig ved benet. Jeg lå helt stille og bare visualiserede strålen og holdt den på plads med tankerne.
En aften, kort tid efter at jeg var begyndt, blev jeg meget overrasket. Jeg mærkede, at området hvor knuden var, blev helt varmt mens jeg visualiserede. Det blev ved at være varmt, indtil jeg ikke mere tænkte på strålen. Det gjorde mig meget forbavset, at der var en sådan fysisk reaktion på mine tanker.
Først tænkte jeg, at det nok bare var en fiks ide, jeg havde fået. Og jeg rakte hånden om bag på benet og mærkede efter. Det var rigtigt. Området med knuden var langt varmere end benet ellers var. På andre tider af døgnet, hvor jeg ikke visualiserede laserstrålen, var knuden ikke varmere end resten af benet, konstaterede jeg i dagene efter.
Nu begyndte jeg at hente strålen frem flere gange om dagen. Faktisk så tit jeg havde en pause og kunne koncentrere mig om det.
Nogle uger senere så jeg, yderst forbavset, at knuden var blevet mindre. Og sådan gik det, at den med tiden svandt ind så den var på størrelse med en ært – og til sidst var den væk! Helt og fuldt. Der var end ikke spor af den. Jeg tænkte først, at den nok ville vise sig igen i større eller mindre form. Men det skete ikke, og det er flere år siden nu.
Det er for mig endnu et bevis på, at der er masser af kraft i tankerne. En kraft, der også viser sig fysisk i kroppen.
Efter at have læst det eksempel vil du måske sige: Jamen – kan vi så i virkeligheden alt med vores tanker? Tja, da jeg ikke ved, hvad ”alt” kan indbefatte, kan jeg ikke svare på det. Men i det store og hele mener jeg, vi er i stand til langt mere end vi kan forestille os – med vores tanker. Sikke en kraft, sikke en styrke, sikke et mod, det kan give.
Efter at min knude var sporløst forsvundet, var jeg glædeligt forbavset og nærmest ”høj” over det, der var sket. Jeg fortalte det til alle, der gad høre. Men til min overraskelse havde de stort set alle en masse bortforklaringer.
”Nåe, jamen det var nok noget andet. Den ville sikkert være forsvundet alligevel, osv.” (Jamen –forsvundet alligevel – det havde ikke mindre end to læger jo forklaret mig, at den ikke kunne …).
I mellemtiden var min tidligere læge flyttet, og den nye var overhovedet ikke interesseret i min forklaring om det, der var sket, ja, det virkede endda som om hun slet ikke troede mig.
Og jeg tænkte: Hvorfor enten bortforklaringer eller denne totale uvilje til at sætte sig lidt ind i det, der er sket – er det da ikke fantastisk, at noget så stort kan gøre med så lille en indsats? Hvorfor er vi tit så bange for at tænke lidt anderledes end vi er opdraget til? Når det nu virker! Hvorfor tør vi ikke gøre totalt ufarlige forsøg med os selv, som vi intuitivt føler for? Har intuitionen slet ingen ret? Måske er det i virkeligheden den, der fortæller dig, hvad du skal gøre med dit liv. Den, der virker. Hvis du ellers lytter.