De fleste ville sikkert gerne have det sådan. Være overskudsagtige og givende, og vise at vi gerne deler og ikke bare raner til os. Jo jo da, der er nok til alle. Smuk sætning.
Men bliver vi provokeret, kan ejermentaliteten alligevel pludselig stikke sit fjæs frem i lyset.

For tiden har det frække egern og jeg en kæmpe konkurrence om, hvem der først får fat i valnødderne, der nu er begyndt at falde ned fra det store valnøddetræ. Og hvem valnødderne i haven i det hele taget tilhører.
Og vi holder hver på vores!
Jeg mener jo, de tilhører mig, fordi jeg boede her først, og træet derfor er mit. Fakta viser dog tydeligt, at egernet mener det modsatte, hvilket jeg selvfølgelig ikke kan hverken be- eller afvise. Eller også blæser egern bare højt og flot på den slags, den teori er jeg faktisk begyndt at hælde mere og mere til.
Men nu, hvor nødderne løsner sig fra skallen og falder på jorden, er vi yderst kvikke, begge to. Og jubler hver især, når vi kom den anden i forkøbet.

Egernet har dog et kæmpe forspring, hvilket i praksis betyder, at det selv kan hente nødderne i det 12 meter høje træ og springe hjemmevant rundt der – uden at falde ned. Hvilket jeg ikke kan (altså vistnok ikke, jeg tøver lidt med at gøre forsøget). Så nu farer det rundt i træet og snupper nødderne – før de falder ned. Og så bliver der skallerne tilbage til mig. Hm … tak.
Jeg har set at egernet graver udbyttet fra plyndringstogtet ned. Forskellige steder i haven. Så det ender jo nok med, at haven en dag bliver fyldt med spirende valnøddetræer – hvis det hele da ikke bliver spist til vinter.

Man tror nok ikke, at sådan et lille dyr kan snuppe SÅ mange nødder, som der er i dette kæmpetræ. Men man bliver hurtigt klogere. Forrige år, hvor der også var mange nødder på træet … pludselig var der ikke én tilbage! Og jeg undrede mig, indtil jeg så et par egern (ja, så det får åbenbart assistance fra et par medsammensvorne i banden), og jeg troede simpelthen ikke, et sådant plyndringstogt kunne forekomme, indtil jeg fik øje på de små forbrydere.
Nu mener de fleste jo, at dyr ikke kan grine. Men tro det eller ej, for mig så det virkelig ud, som om de sad deroppe i træet og klukgrinede af mig, da jeg stod på græsset og kiggede op, og sikkert lignede et stort spørgsmålstegn.

Forleden morgen stod jeg op klokken 6, mens det stadig var mørkt og regnede. Det havde blæst om natten, og jeg tænkte: Der er sikkert faldet mange nødder ned på græsset i nat.
Hurtigt snuppede jeg lommelygten og en spand – og gik ud for at samle nødder. Og tænkte skadefro: Nu snyder jeg dig, din lille frækkert, jeg kommer først! Og så snupper jeg dem før du ankommer, for du kan ikke se dem endnu.
Men det var allerede for sent.
Selv om der er størrelsen til forskel, skal man ikke tage fejl af intelligensen hos dem, der er små. I det lille dyr findes en enorm stædighed, arbejdsvilje, og hurtighed, som de færreste mennesker vil kunne efterleve, bare tilnærmelsesvis. Når et egern har taget en bestemmelse, kan intet rokke ved den.
En sådan stædighed, gåpåmod, frygtløshed, vilje og tro på sig selv – der er så sandelig noget at leve op til som menneske.

Jo, jeg har tit ønsket det egern hen hvor peberet gror. Specielt når det om foråret tager æggene i fuglerederne. Det er dog en anden snak. Og noget, jeg bryder mig langt mindre om, end at skulle dele mine valnødder, for der bliver helt sikkert nok til alle. (Jo, det mener jeg faktisk!)
Men – på trods af vores små kampe, trusler og skældsord, mest fra min side (og det har aldrig hjulpet det mindste, egernet er komplet ligeglad) må jeg alligevel indrømme her til slut, at det så sandelig ikke er så lidt, det lille frække dyr har lært mig.
Så måske skulle jeg overveje  at sige nogle søde ord til det, at nyde skønheden – og øge villigheden til at dele.

Noget der kan bruges i praksis og som virker, også fysisk?

Hvem vil ikke gerne være sund? I dag kan vi alle steder både læse og høre om sundhedsprogrammer og være med i dem. Det handler både om at ændre kosten, at droppe rygning og om motion. Vi ved, at de ting har stor betydning. Men er det nok udelukkende at fokusere på det fysiske, hvis man vil være rask, eller bare sundere?

Hvor mange er egentlig klar over, at kærlighed og sundhed hører sammen? Hvor tit tænker vi over den helbredende kraft der er i kærlighed? I glæde og gode menneskelige relationer? Véd vi det overhovedet? At give kærlighed, ikke bare til de nærmeste, men vidt og bredt – noget så enkelt, at mange af os åbenbart har overset det i helbredelsesøjemed. I flere lande, fx i USA, er der foretaget masser af forsøg som tyder på, at f.eks. forløbet af hjertesygdomme kan vendes til det bedre – langt ud over hvad medicinsk behandling alene kan gøre – hvis den syge oplever mere omsorg, følelse af samhørighed og kærlighed.

Kærlighed som medicin

 Over en del år har forsøg vist, at de mennesker, der har gode relationer, kærlighed og menneskelig omsorg under sygdom, kommer sig langt hurtigere end andre, der ikke får denne omsorg. Og ligesådan hvordan ensomhed eller følelsen af tomhed kan være en af de store dødsårsager og en afgørende faktor for hjertesygdom. Hvem tænker egentlig til daglig over, at man kan blive syg, ja, endda dø, af at mangle kærlighed?
Vel, hvis man er syg, kan man få medicin eller komme i behandling. Og det er bestemt en god ting. Men kan man nøjes med at se kroppen som en maskine og dermed isolere den fra følelserne og mene, at man så er helbredt? Måske kan man her og nu blive rask, men er der ikke brug for andet og mere, nemlig at blive helet, så krop og følelser tilsammen arbejder hen imod sundhed og er med til at forhindre, at sygdom igen blusser op.

Vi taler ikke gerne med andre om vores inderste følelser, som vi måske har svært ved at håndtere. Vi vil ikke være til besvær, og derfor taler vi hellere om det positive og overfladiske. Men et levende menneskeliv handler om både at give og tage, og også nogle gange at være til besvær, hvilket langt fra behøver at være negativt.
Livet er ikke bare noget, man med held skøjter hen over. Det er også dyk og nedture. Men kan vi give og tage og vove at føle os sårbare – begge veje – vil det give mening. Vi kan få vores indre anspændthed lettet lidt, dele med en anden, hjælpe hinanden med at håndtere angst eller tristhed – og opleve stor lettelse. Sagen er nemlig den, at det, der tynger psykisk, efterhånden ”sætter sig” fysisk. Men når vi føler, at vores liv har betydning for andre mennesker, løftes vi. Det vil give en følelse af lykke. Af at høre til og at være levende!

Omsorg giver styrke

Vi har brug for hinanden, mere end mange af os er klar over. I gamle dage var familie og venner nødt til at stå sammen for fysisk at overleve. Det er man ikke i dag. Eller … er der noget, vi har overset?
Er/var der andet og mere i dette sammenhold, denne omsorg for hinanden, end vi gør os klart her i vores verden fuld af fremskridt og teknik?

Når vi føler os forbundet med et andet menneske vil vi opleve at det giver stor styrke. Vi er beregnet til at løfte i flok, ikke alene. Vi vil simpelthen kunne mærke det, rent fysisk. Det er skadeligt for krop og psyke at lukke sig inde i sig selv. (Nej, det er ikke en fejl at være alene, men det er noget andet, så det ser vi bort fra her.) Men vi er ikke beregnet til at lukke os inde i os selv med vores smerter og problemer. Et godt netværk af venner og familie er fremmende for glæden, og glæden hænger uløseligt sammen med sundheden. Hvor tit ser vi ikke, at en person, der er ude i stor sorg og krise samtidig bliver syg? Det er nærmere reglen end undtagelsen. Men tænk så modsat: Et menneske, der får stor omsorg og kærlighed bliver sundere!
Kærlighed påvirker uden tvivl immunforsvaret positivt. De forskellige centre i hjernen sender besked ud til alle dele af kroppen, hvor positive tanker og følelser har stor indvirkning på sundhed og modstandsdygtighed mod sygdomme.

Brug din energi

Vi består af energi. Energi er livsgnist. Der er energi alle vegne, i alt og alle, og vi er forbundet med energi fra alt i universet. Vi kan dog (ubevidst) vælge at dæmpe vores energi, ja endda nærmest lukke den helt ned. Du vil kunne høre en trist person sukke: ” Åh, jeg føler mig helt uden energi!” –og mange ved ikke, at vi selv har skabt tilstanden. Men også selv kan forhindre at det sker.

Vi kan føle os energi-løse når vi lukker os inde i os selv med sorg, frygt, vrede eller følelsen af at være forladt. Den slags er direkte skadeligt og gør os svage, trætte – og modtagelige for sygdomme (som kan dukke op enten nu eller senere), idet de følelser svækker vores immunforsvar. De tanker ”trækker rullegardinet ned” og forhindrer vores energi i at flyde frit ud til alle dele af kroppen og psyken med styrke og fornyelse af liv.
Er vi opmærksomme på det her, kan vi selv være med til at forhindre, at det sker, ved at undgå at isolere os og i stedet være åbne for andres kærlighed og opmærksomhed. Og ved selv at være klar til at give af vores kærlighed og empati.

Luk hjertet op

Når vi åbner hjertet, skaber vi energi. Jo større hjerterum, jo mere glæde og energi, både fysisk og psykisk. At give af sig selv, sine følelser og sin medfølelse, skaber en vekselvirkning mellem giveren og modtageren. Du vil være i stand til at give kærlighed og energi til andre uden selv at miste det mindste, tværtimod, du får selv mere, jo mere du deler ud. Med andre ord, du kan give, men samtidig få! Fantastisk lige præcis at kende den opskrift! Og endnu mere fantastisk at vælge at bruge den!
Åbner du hjertet, vil masser af energi alle mulige steder fra strømme ind i dig. Den vil gribe fat i din egen energi og gøre den kraftigere. Det er en proces fuld af liv og sundhed, der ikke kan stoppes, hvis du ikke selv vælger at stoppe den.
Der er en langt større kraft i kærligheden end vi er klar over, og vi kan bruge den i langt flere sammenhænge end vi er bevidst om.

De fleste er bange for smitte fra forskelligt, og med god grund. Men modsat: Der er en tilstand, vi med held kan lade os smitte af, nemlig kærligheden.
Ja, kærlighed smitter. Vi mærker det hurtigt, når vi pludselig kommer i stue med et kærligt og givende menneske. Der er noget over atmosfæren, som får os til at slappe af, blive åbne, glade og selv at give. Overskud. Energi. Det rammer os og begynder hurtigt at slå rødder. Vi vil i mange tilfælde samtidig mærke, at den hovedpine eller de anspændte skuldre vi gik rundt med nu pludselig er helt i orden igen.

Den slags går ind i langt større sammenhænge end man i første omgang skulle tro. Styrken i kærlighed og omsorg for hinanden er i stand til at spare mange tårer, sorger, smerter og lægebesøg.
Kærlighed helbreder. Intet mindre. Det er en landvinding når vi forstår det. Og vi vil forstå det endnu bedre, jo mere vi tænker over det – og bruger det.

Læs meget mere om kærlighedens KÆMPEkraft i bogen “TÆNK DET – SKAB DET”, der kan lånes som både LYDbog og Ebog på eReolen eller købes hos Saxo.

Jeg har nu løbet den daglige tur i nogle år, og diskussionen med mig selv, om jeg nu gider/orker/har lyst eller ej, er forlængst forbi. Det er bare afsted! Og det er altid, uden undtagelse – helt utrolig skønt! Både at få rørt kroppen på den måde, men også at komme ud i al slags vejr og mærke de skift, der er i naturen fra dag til dag.
Og tro mig, det er aldrig det samme! Der er altid en lille forskel, ikke to dage er ens. Hver eneste dag er der så megen skønhed at se, høre, mærke, dufte og sanse, uanset vejret.

En dag med storm, hvor man flagrer af sted som en fugl og må bruge kræfterne hjemad i modvind.
Regn, der kan føles så skøn mod huden, og man ved hjemkomsten er våd helt ind i sjælen på en dejlig måde.
Sol, hvor naturen bare stråler. Og dufter. Og fuglene i foråret er helt hysteriske af lykke. Alle de småting, man får øje på! Nogle gange er jeg blevet fulgt på vej af en lille fugl, andre gange af en sommerfugl, der har kredset rundt om mig, er fløjet lidt i forvejen, og derefter hen til mig igen.
Tåge, der kan være så magisk, at man føler, man løber direkte ind i et eventyr.
Frost, der er så klar, fin og ren, og hvor naturen kan være så stille.

Hvad som helst er det en smuk og anderledes oplevelse at løbe ud i naturen hver dag og blive ét med det hele. Altid. Denne stærke vilje til LIV, der er overalt derude. Noget, jeg ikke ville lægge mærke til på samme måde, hvis ikke ligefrem jeg kom ud at RØRE ved det med alle sanser.
Så TAK til den vidunderlige natur – sikke en gave! Tak til mine gode løbeben, der kan føre mig ud og blive ét med det hele, bare ½ time om dagen. Og tak fordi jeg er sund og rask og har muligheden for det her – det er jo absolut ikke nogen selvfølge. Eller måske omvendt: faktisk kan jeg tydeligt mærke, at jeg er blevet meget sundere, friskere og stærkere af at løbe hver dag.

Det var først i januar. Det var minusgrader og blæste kraftigt. I bilen var jeg på vej mod byen, da jeg fik øje på ham. Han gik på fortovet med en sammenrullet skumgummimadras under armen. Han havde ingen strømper på. Kun sko. Jeg så det, fordi buksebenene sluttede et lille stykke over skoen. Han havde heller intet halstørklæde. Ingen vanter.
Han måtte fryse enormt. Jeg tænkte på, hvor let det var for mig at tage min bil og køre ud for at købe alt muligt, mens han bare gik der. Jeg har altid haft ondt af hjemløse.

Da jeg kom tilbage, kiggede jeg efter ham. Var han stadig i nærheden, eller var han død af kulde i mellemtiden?
Han sad på bænken ved busstoppestedet. Helt stille. Et menneske! I den kulde. Det var ikke til at bære. Det var umuligt bare at køre videre og lade som ingenting.
Hurtigt kørte jeg hjem for at lave en madpakke og finde noget tøj til ham. Derpå kørte jeg tilbage.

Jeg gik direkte hen og rakte ham det hele.
”Værsågod, lidt mad og lidt tøj. Du må jo være sulten og fryse.”
Han så forlegen på mig, rakte ud og takkede med få ord.
Efter lidt snak fortalte han, at han ikke drak. Han rørte aldrig spiritus. Og hans livsstil var selvvalgt.
”Hvordan kan nogen vælge at gå sådan rundt og fryse og sulte,” indvendte jeg måbende i min naivitet.
Manden svarede, at han ikke savnede noget. Han havde alt.
Alt?!
Jeg spurgte, hvad ”alt” var? For mig så det ikke ud, som om han havde noget som helst.
”Det er frihed,” svarede han uden tøven. ”Verden er min. Jeg lever af, hvad folk giver mig.”
Jeg havde ondt af ham.

Det endte med, at jeg inviterede ham med hjem på varm mad og et bad. Tøvende, nærmest genert, sagde han ja tak.
Jeg fandt rent tøj til ham, mens han badede, og lagde det uden for døren til badeværelset. Vi havde en masse gammelt tøj liggende på loftet, som ingen brugte mere. Senere spiste vi, og han fortalte om et liv, der var totalt fremmed for mig. Fortalte, at det eneste, hans familie ville ham, var hans penge. Derfor gav han dem alt og gik sin egen vej. Men samtidig var dette frie liv et dybt ønske hos ham.

Han var en lærd mand, og i flere timer talte vi filosofi. Snakkede om evnen til at slippe afhængighed, og i stedet glæde sig over øjeblikket. Det var tydeligt, at der var stor mental styrke i ham. Beslutningen om det liv han levede, var ikke halvvejs. Men den var svær for mig at forstå. Dengang.

Det var blevet næsten mørkt. Jeg spurgte lidt beklemt, hvor han skulle hen nu, og han forklarede, at han ofte sov på toilettet i en kirke ti kilometer væk. Der ville han gå hen.
Gå?! Den lange vej i den kulde?
Jeg måbede og tilbød at køre ham dertil, og han takkede ydmygt, denne stille mand.
Da vi var fremme, nikkede han venligt farvel og takkede endnu engang for alt.

Jeg græd, da han gik hen mod kirken med sin tynde madras under armen og posen med tøj, han havde fået af mig. Rank og fattet gik han der, som et stærkt menneske, ingen behøvede at have ondt af. Og som de færreste forstod, når alt kom til alt.
Sådan et fint, klogt, hæderligt og kærligt menneske, og så i den situation, tænkte jeg sørgmodigt, og var samtidig overbevist om, at jeg selv havde et langt bedre liv. Hvad jeg i dag slet ikke er sikker på, at jeg havde. Vores liv var bare forskellige, hver med deres plus og minus. Og med det, den anden ikke forstod.

Det møde gav stof til eftertanke. Efterfølgende var min følelse den, at meget i livet måske i mange tilfælde er præcis så kompliceret eller ukompliceret, som vi selv gør det til.
Siden har jeg følt dyb taknemlighed over det møde en kold dag i januar, hvor jeg fik lov at se, hvor smukt livet også kan være – i al sin enkelhed.

Det er tidlig morgen. Jeg er på vej ud i haven med en lille skål i hånden. Sådan gør jeg de fleste morgener i sommerperioden. Hvad skålen skal bruges til? Den skal bruges til at samle lidt bær i, et par blomster og nogle nedfaldsæbler.
Jeg går ud sådan en tidlig morgen, uanset vejret, langt ind i efteråret. For at samle. Men endnu mere for at se. Og for at mærke det hele. Den vidunderlige morgen med lyset, solen, fuglesang og summen af bier. Min morgentur kan vare fra ti minutter til en halv time eller mere. En fantastisk begyndelse før jeg går i gang med dagens arbejde.
Uanset hvor vanskelige de såkaldte problemer der ellers kan være, er, tænker jeg sådan en morgen: Det her er virkelig stort! Det overskygger alt andet.

Hvor mange er egentlig klar over, hvor smukt et rødt æble, som i nattens løb er faldet ned og nu ligger i græsset med morgendug på, egentlig ser ud? Hvordan det dufter? Og hvordan det smager, sådan lige her og nu, med dug og sol på – uden at det først er vasket eller der er skåret i det? Det er intet mindre end en kæmpe oplevelse.
Det samme med blomsterne i haven. Eller de vilde blomster, enhver kan møde på en gåtur. Duftende roser, vilde eller tamme, det er lige meget. De er alle sammen vidunderlige! At stå der og se på dem, længe. Bruge tid på det indtildet mærkes og opleves med alle sanser åbne.
Lyder det romantisk? Det er det. Det er magisk. Og det vidunderlige er, at denne magi, alt dette overdådige, ikke kun er forbeholdt få udvalgte. Dem, der har masser af penge eller tid.
Jeg gør det også, når jeg ikke har tid, for hvad er begrebet ”tid” for en underlig størrelse? Vi har alle sammen lige meget tid, det står ikke til diskussion. Fire og tyve timer i døgnet. Hverken mere eller mindre.
Den form for magi er noget, alle kan opleve. Enten alene eller sammen med en anden.

Denne morgentur går jeg tit sammen med min kat. Tavse og ærbødigt går vi rundt og løfter af og til ansigtet op mod solen. Ind imellem dufter vi begge to til blomsterne.
Katten forstår virkelig det hele! Den bemærker det, når noget nyt er plantet i haven. Længe kan den stå og se på det, snuse til det og til sidst lægge sig ved siden af det.
At se katten sidde og meditere er noget af et syn. Den kan sidde lang tid på samme sted, i samme stilling, totalt i ro og bare se lige frem. Om det er dag og solskin, om det er tåge eller nat og måneskin, kan den finde på at sætte sig og bare være. En halv time eller mere, fuldstændig ubevægelig i en dyb, indre ro.
Den har virkelig lært mig meget. Fordi den kan noget, mange mennesker ikke kan. Den kan leve. Den kan være i øjeblikket. Og nej, den er ikke hverken dum eller sløv. Den ved bare, hvordan tingene hænger sammen og hvad der værd at satse på.
Disse morgener har jeg også brugt til at studere spindelvæv med dugperler, som solen får til at skinne i alle farver. Jeg er blevet stående og har taget det helt ind i hjertet. Er blevet fortabt i det og har tænkt: Sikke dog en rigdom!

Også du, kære læser, kan se den slags på din morgentur. Nå, har du ikke nogen morgentur? Jamen måske er det så tiden at indføre en sådan. Som en af de ting, der bare skal gøres hver dag.
Jo jo, rigtigt nok, så er det nødvendigt for mange at stå tidligere op. Men hvorfor ikke? Nogen tror, at står man en halv eller en hel time før op om morgenen, bliver man mere træt. Men forkert.
At bruge sin morgen på at gå ud og mærke det hele, at blive en del af det, giver så megen energi! Glæde. Og ro. Den oplevelse, det nærvær, fjerner noget af alt det besværlige og tunge, der tit ligger og roder rundt inde i vores hoved, så vi i stedet bliver lette og taknemlige dybt indeni.

Du kan, med tanker og indre billeder, lade solen stråle omkring dig og på dig, og du vil hurtigt mærke, at det giver dig mere kraft, energi og overskud.

Lyset er vidunderligt at trække livskraft og energi fra. Psykisk, men bestemt også fysisk. Du kan bruge det overalt, i et kort nu, eller gennem en længere, afslappende visualisering.

Solens stråler er noget af det dejligste du kan visualisere hvis du er lidt kold og indelukket. Blødt, gyldent lys fra solen der indhyller dig i behagelig varme og lys, og giver følelsen af en kærlig omfavnelse. Dét alene kan gøre underværker, og det er så let, så let.

Er du i en situation hvor du ikke rigtigt kan finde ro indeni, så træk solstråler ind omkring dig og hold dem fast så længe det lader sig gøre. Det kan gøres på et øjeblik og vil, selv hvis du er i gang med andre ting, give en god virkning. Du vil kunne mærke et vist overskud og lidt mere glæde efter det.

En visualisering med solstråler begynder med at du placerer dig behageligt. Slap af. Det er bedst at lukke øjnene, men føles det forkert for dig, så lad dem være åbne og fokuser på en fysisk ting tæt på dig, så øjnene ikke vandrer og tager forstyrrende indtryk ind.

Visualiser at solen står højt over dit hoved, stor og strålende. Se og føl at den skinner ind mod din hud fra alle sider og varmer på en behagelig måde. Ikke for varmt og ikke skærende eller brændende. Kun med lys og kraft. Når du føler dig omsluttet af sollyset og mærker det, da hold det fast så længe det føles behageligt.

Nu skal du også have solstrålerne ind i din krop. Forestil dig at du åbner dit hoved øverst oppe. At du lader det åbne sig som en stor blomst der folder sig ud. Inviter nu solens stråler til at trænge ind gennem dit hoved og gennemlyse og varme alt på sin vej. Give næring, energi og overskud.

Lys og varme

Mærk hvordan du suger kraften og styrken fra lyset til dig nu. På alle måder. Det gyldne lys giver glæde til dine tanker. Det heler fra hovedet og videre ned i halsen, hvor de gyldne stråler løsner op på steder du spænder en smule. Føl at din hals bliver afslappet. Se at de behagelige lune stråler blødt vandrer videre ned gennem kroppen. Ind omkring hjertet hvor de luner eller løsner op for en lidt forknyt tilstand, måske ligefrem sorg. Skuffelse eller vrede. De mildner og beroliger. Lad solstrålerne blive omkring hjertet så længe du ønsker det, hvorefter de fortsætter ind omkring solar plexus. De løsner, heler, giver glæde, tryghed og ro, også her. Og varmer dig hvis du er kold.

Lad de gyldne solstråler vandre hele vejen ned gennem dig, samtidig med at du slapper godt af under din visualisering. Er der steder som specielt har behov for heling og varme, så hold strålerne fast der et stykke tid, og se stedet badet i lyset. Forestil dig de steder blive varmet op og oplivet af solstrålerne, indtil du til sidst lader lyset flyde ud gennem fødderne. Eller du holder på lidt af det.

Var det så dejlig en oplevelse at du gerne vil mærke den igen, kan du bare tage en omgang mere. Hold det så længe i dig som du føler det er godt. Giv derpå slip og mærk at du er varm, afslappet, helet og fyldt op med rare følelser og energier.

Føl til sidst taknemmelighed over for den gyldne sol du er i stand til at visualisere og benytte dig af. Du får brug for den igen.

En hurtig version

Det kan gøres på et øjeblik, når som helst og hvor du end befinder dig. Også her gælder det at opstår der midt i din pulserende dagligdag et pludseligt behov for mere energi, heling eller trøst, kan du uden videre tage en meget hurtig, mindre visualisering, også selv om du er sammen med andre. Ja endog hvis du sidder i møde og føler dig presset. Kald sollyset frem. Tænk ikke i sådan en hurtig situation på at åbne dit hoved eller gøre andre forberedelser der tager tid. Slap af så godt du kan. Og kan du ikke slappe af i situationen, så bare gå videre og vid at solen varmer, styrker og beroliger dig alligevel. At den giver overflod af lys og glæde, uanset hvor mørkt det så er i vejret, selv midt om natten.

Kør hurtigt det gyldne sollys igennem dig og behold en del af det. Ingen vil kunne hverken se eller mærke på dig at du visualiserer i – måske kun – et par minutter. Men du vil mærke en forandring efter at have brugt dette fantastiske redskab. Dit energiniveau kan hæves (lidt eller meget) på et øjeblik og samtidig give dig et bedre overblik. Eller bare stabilisere dig lidt mere end før.

Fra bogen ”Tænk dig til det hele, visualisering – guide og ideer”. Bogen kan lånes som e-bog og lydbog på eReolen.

Mon ikke de fleste har prøvet ikke at kunne falde i søvn. Du vender og drejer dig i det uendelige indtil du sveder, pulsen bliver hurtigere og adrenalinen er efterhånden på et niveau hvor du i stedet er klar til at stå op og gå i gang med næste dags arbejde. Skønt du er dødtræt, kan du ikke finde ro, og søvn er et uendelig fjernt mål.
Her kan visualisering hjælpe dig ind i søvnen. Kig herunder. Måske falder du i søvn før du er færdig med at læse.

Den grønne eng

Denne lille visualisering ligner den, jeg har anbefalet til børn – nederst på siden. Denne er bare lidt mere forenklet og hurtig at gribe i en håndevending.
Læg dig godt til rette. Slap af i alle muskler og træk vejret langsomt.
Se for dit indre blik, at du ligger på en lysegrøn eng en vidunderlig sommerdag. Omkring dig er vilde blomster, blå, rosa, hvide. Du ligger i skyggen af et træ med lukkede øjne og langsomt åndedræt. Omkring dig er fred og ro. Det eneste du hører er biernes summen i blomsterne og fuglene der synger. Den bløde lune vind fejer af og til let hen over din hud. Du mærker det bløde græs du ligger på. Gennem træets blade kan du ind imellem mærke solens blide varme. Lyt til dit rolige åndedræt. Langsomt vil du mærke en vidunderlig slaphed i hele din krop, der bliver tungere og tungere.

Stille vand

Gør dig tung i kroppen og forestil dig, at du ligger på en blød luftmadras på en lille sø og vipper blødt og behageligt. Der er høje siv omkring dig, så der er ingen fare for du sejler væk. Vandet er lavt, du er i sikkerhed. Det er en dejlig lun dag. Du mærker stilheden, den blide bevægelse fra vandet, hører fugle, mærker den lette vind mod din hud. Du synker helt ind i stilheden hvor din krop bliver tungere og tungere. Du bliver ét med vandet, luften og alt omkring dig.
Hold billedet så længe du kan, slip langsomt og glid ind i søvnen.

Disse to små visualiseringer er fra min bog “Tænk dig til det hele. Visualisering – guide og ideer”.

Havet

Det er dejligt beroligende at visualisere havet. Sæt eller læg dig et behageligt sted, hvor du ikke bliver forstyrret, og slap af. Tag et par dybe indåndinger, lyt til dit åndedræt og gør dig tung i hver del af kroppen. Luk øjnene og se havet for dit indre blik. Du sidder i sandet og ser ud over det blå hav. Det kan være et sted du kender, eller et du opfinder.
Du er helt alene som du sidder der i sandet, afslappet og i ro. Havet sender en frisk, behagelig duft ind mod dig. Du indånder den friske luft ved din dybe, langsomme vejrtrækning.
De eneste lyde du hører er mågerne, en let vind og de små bølger der skyller dovent ind over bredden. En efter en, igen og igen. Se på de små, skummende bølger der skyller ind over sandet og langsomt flyder tilbage i havet. Hele tiden på samme rolige, søvndyssende måde. Bliv ved at se på bølgerne der kommer frem – og langsomt trækker sig tilbage, det samme om og om igen. Frem og tilbage. Langsomt, hele tiden på samme måde. Mærk hvor rolig du bliver af at se på det, som er det samme og aldrig forandrer sig.
Koncentrer dig om at holde billedet af de små bølger fast i dit hoved. Disse monotone bevægelser vil slappe dig af og stabilisere dig.

Rosa visualisering

Farver er gode at bruge i visualiseringer. Denne visualisering er så blød, dejlig og beroligende.

Læg dig et sted, hvor du er helt i fred og ro. Se for dit indre blik den sarte, blide rosa farve, som en rosakvarts. Dener en helt vidunderlig blid og blød farve du kan bruge hvis du er urolig, vred eller ulykkelig. Den er helende og giver ro i sindet, så du kan falde i søvn, eller bare slappe af og have det godt.
Visualiser den rosa farve omkring dig, hvis du trænger til en kærlig omfavnelse, og du vil hurtigt mærke en meget dejlig og positiv forandring.

Ømme muskler

Anspændte muskler kan du give en dejlig visualisering, og du vil straks kunne mærke en virkning. Hvor tit oplever vi ikke at få ømme muskler omkring skuldrene eller at have ondt i nakken. Hvad med at bestille verdens billigste massør til at løse det problem?
Sæt eller læg dig og slap totalt af. Visualiser at der nu står en massør og giver dig blid massage på det sted hvor du har ondt. Bliv i følelsen, og mærk de varme hænder på din hud. At der bliver arbejdet godt og behageligt med dine muskler, og at det lindrer og afslapper. Og det gør det, ikke bare i visualiseringen, men også i din fysiske krop.

Disse 6 små visualiseringer er fra min nyeste bog “Tænk dig til det hele. Visualisering – guide og ideer”.

Ved uro eller stress kan du hjælpe dig selv med små, nemme visualiseringer. De er meget virksomme og lige til at trække op af baglommen, klar til brug.

Det bedste er at lægge dig på sengen eller sætte dig i din bedste stol med lukkede øjne og gøre dig tung i kroppen. Men er du for stresset til at kunne overskue det, kan du nøjes med en hurtig visualisering hvor du befinder dig. Du kan gøre det på fem eller ti minutter og alligevel få en rigtig god virkning.

Havet er dejligt beroligende at visualisere. Sæt dig et behageligt sted, hvor du ikke bliver forstyrret, og slap af. Tag et par dybe indåndinger, lyt til dit åndedræt og gør dig tung i hver del af kroppen. Luk øjnene og se havet for dit indre blik. Du sidder i sandet og ser ud over det blå hav. Det kan være et sted du kender, eller et du opfinder.
Du er helt alene som du sidder der i sandet, afslappet og i ro. Havet sender en frisk, behagelig duft ind mod dig. Du indånder den friske luft ved din dybe, langsomme vejrtrækning.
De eneste lyde du hører er mågerne, en let vind og de små bølger der skyller dovent ind over bredden. En efter en, igen og igen. Se på de små, skummende bølger der skyller ind over sandet og langsomt flyder tilbage i havet. Hele tiden på samme rolige, søvndyssende måde. Bliv ved at se på bølgerne der kommer frem – og langsomt trækker sig tilbage, det samme om og om igen. Frem og tilbage. Langsomt, hele tiden på samme måde. Mærk hvor rolig du bliver af at se på det, som er det samme og aldrig forandrer sig.
Koncentrer dig om at holde billedet af de små bølger fast i dit hoved. Disse monotone bevægelser vil slappe dig af og stabilisere dig.

Skyerne er en anden god visualisering hvis du er anspændt. Sørg for at være alene og afslappet i bare ti minutter.
Træk vejret dybt. Bliv afslappet i hele kroppen.
Visualiser at du ligger på en eng. Du er helt alene og alt er stille. Der er kun naturlyde omkring dig. Ingen mennesker er at se, hverken tæt på eller længere væk. Der er lunt, og du føler dig tryg og afslappet.
Du ligger helt tung og ser op på skyerne der langsomt vandrer af sted mellem hinanden. Store og små hvide skyer glider sløvt videre og videre under den lyseblå himmel. Danner mønstre. Fantasidyr. Langsomt, en efter en. Videre og videre. Den ene sky efter den anden i forskellige former. Blødt, langsomt.
Bliv i din visualisering så længe du føler det behageligt og indtil du er afslappet. Når du føler dig rolig og i balance, kan du langsomt begynde at bevæge hænder og fødder en smule og åbne øjnene igen.

De visualiseringer kan du altid huske på og bruge i en håndevending hvis du lige trænger til at falde lidt ned. Det kan gøres meget kort, evt. hvis du er på arbejde – bare ved at du lige synker ind i dig selv i to minutter og enten ser skyerne eller havet bag dine lukkede øjne, mens du trækker vejret langsomt.

Du kan gøre det endnu mere enkelt ved blot at lukke øjnene, slappe af og se at din stress fordamper. Forestil dig at der trænger damp ud af din krop, og at din stress nu forlader dig, mens du ligger og er tung og totalt afslappet. Det syn og den følelse kan æde en stor mundfuld af den overskydende energi du gerne vil af med.
Når du føler dig rolig, så sæt noget andet i stedet. Blid energi. Bestem, at du lader et rosa lys komme frem og lægge sig omkring dig. Samme rosa farve som en rosakvarts. Let, enkelt og dejligt afslappende.

Blomster kan også bruges i dine afstressnings-visualiseringer. Luk øjnene og visualiser at du ligger på en blød eng og kigger på høje, vilde blomster, der af vinden bliver skubbet så de svajer en smule frem og tilbage. Af og til kommer der en sommerfugl og sætter sig i nogle af blomsterne. Fuglesang. Behagelig varme. Det samme hele tiden. Intet andet. Du forestiller dig bare at du ligger og kigger og bliver rolig, døsig og afslappet.
De samme visualiseringer kan du bruge til at falde i søvn på.

Denne tekst er hentet fra min bog “Tænk dig til det hele. Visualisering – guide og ideer”. I bogen finder du mange flere visualiseringer, lige til at bruge.
Bogens forord er skrevet af læge og sundhedskonsulent (tidligere Radiodoktoren) Carsten Vagn-Hansen.
Bogen kan købes som E-bog eller lånes som E-bog og lydbog på eReolen.

I vores have er der mange skønne oplevelser, men samtidig også drama. Det skyldes til dels katten, den store jæger. Og dog – rigtig mange muligheder går faktisk dens næse helt forbi.

For fire dage siden fandt jeg en fugleunge på plænen. Den var faldet ud af reden, lige ved skuret. Hjertet smelter jo ved synet af sådan en lille hjælpeløs stakkel, som ligger der med åbent næb og små lyde. Hvad skal man gøre?

Jeg gik og kiggede og tænkte: Den gør katten snart en ende på, eller den dør af sult. Skrækkelig tanke, men hvad ellers? Fodre den? Med hvad? Okay, jeg kunne jo godt tage ungen op med en ren klud, så den ikke kom til at lugte af menneske. Men det var umuligt at komme frem til reden uden at ødelægge omgivelserne. Og måske var ungen faldet ud, fordi der var for trangt?

I mine skrive-pauser går jeg ud og kigger. Håber på at miraklet sker – at den, trods alle odds, på en eller anden måde klarer sig. Var der ikke noget, der engang hed mirakler? Findes de mon endnu? Alligevel kan jeg ikke lade være at tænke: Næste gang jeg kommer herud, er den nok væk.

Men det er den ikke. Næste gang er den der stadig, og næste igen, der, midt i det brændende solskin, hvor der er alt, alt for varmt.

Jeg har opdaget, at forældrene kommer og fodrer den, som den ligger der, midt i græsset, langt væk fra reden. De skræpper ad katten, indtil den går sin vej. Så er de på pletten.

Jeg henter et lille stykke køkkenrulle, og med dirrende hænder lægger jeg det om den lille og løfter den forsigtigt ind i skyggen, ikke ret langt væk, ellers dør den helt sikkert af varme.

Kan fuglemor også finde den der, mon? Jeg står på afstand og iagttager sceneriet. Og ja, det kan hun. Selv der kommer hun og fylder mad i det lille næb, og slipper den ikke af syne ret længe ad gangen.

Katten færdes netop der til hverdag, men den må jo være både blind og døv, eller også har den nået pensionsalderen. I hvert fald lever ungen videre, og den vokser endda. Overlever den det her, er den virkelig en vinder!

Senere tænkte jeg: I stedet for at gå her med livet i hænderne på grund af en fugleunge, skulle man måske bare lade naturen passe sig selv. Men der er jo bare det, at det kan visse mennesker ikke!

MEN… da så hækken skulle klippes: Godt i gang, lige før et stort indhug med den larmende klipper, kiggede pludselig to små blanke øjne op fra en rede. En lille sangfugleunge.

Så er man solgt igen. Følelsesmæssigt medtaget. Eller snarere BEtaget. Sådan en skønhed! Livsgnist! Noget så stort i noget så småt. Et mirakel i sig selv. Magi, intet mindre.

Nej, hækken kan ikke klippes færdig før reden er tom. Og så kan den hæk stå og se underlig ud med sin lille top et enkelt sted, mens resten er klippet.

Status: Lige nu kører vi i en stor bue udenom ungen på plænen, når vi slår græs. Den er nemlig begyndt at hoppe livligt rundt, og det ser ud, som om den snart er flyveklar.

Reden i hækken tjekkes dagligt, uden at røre, larme eller komme for tæt på.

Tja, sådan kan der være så meget, alt efter hvor man sætter fokus, og hvor hjertet sidder. Mit hjerte sidder lige der, hvor ømheden for de små ligger. For naturen og for det hjælpeløse, der samtidig kan være fyldt med en styrke, man kan forbavses over.

Festen var med mad og drikke og hele molevitten. Intet problem. Som plantespiser kan jeg selvfølgelig bare spise salat, kartofler, brød – og hvad der ellers er på det store tag-selv-bord.

Ved ankomsten fik jeg mig dog en overraskelse, der virkede voldsom og gav mig så stor kvalme, at jeg var lige ved at kaste op.

I en stor, rullende ovn med et kæmpe frontvindue (så alle kunne nyde synet) lå en næsten lige så stor gris, brun over det hele – i gang med at blive stegt. Den så fuldstændig intakt ud, selv øjnene, nærmest som om den stadig var levende og fandt sig i sin skæbne – hvad heldigvis ikke var tilfældet.

Nu er det jo ikke ukendt for nogen, at der dagligt dræbes masser af dyr for at mennesker kan spise dem. Den tanke er i sig selv slem nok, for mig i hvert fald. Men at se det, så direkte og på den måde …

Det kan godt være, det er mig, der er sart, men altså: Jeg stirrede og stirrede ind gennem ovnens glas i en form for rædsel, mens en masse tanker rullede gennem mit hoved.

Et – for kort tid siden i hvert fald – levende væsen, nu slået ihjel, lagt til skue på en måde der gjorde at folk, som strømmede til, kunne se processen, more sig og glæde sig til at fortære liget. Ingen så ud til at røres bare det mindste over synet. Det var en begivenhed! En fest.

Jeg må indrømme, at jeg var dybt, dybt rystet! Og på det tidspunkt, lige præcis i de øjeblikke, overvejede jeg alvorligt at melde mig ud af menneskeracen, der som den største selvfølge tager sig ret til at myrde et levende væsen med kød, blod, hjerte og følelser. Og hvorfor? Ja, gad vide, om de fleste aner, hvorfor det sker. Måske fordi man er vant til det, og så stiller man ikke spørgsmål ved det.

Er det omvendte mere makabert?

Samtidig slog tanken mig: Tænk, hvis det var omvendt. Hvis det var grisene i stedet for mennesker, der havde magten. Og nu havde de så fanget og dræbt et menneske, som lå derinde og stegte, mens en flok svin muntrede sig over synet og glædede sig til at sætte tænderne i ham eller hende …

Makabert? Helt enig. Men hvad er egentlig forskellen? Ja, jeg spørger bare …

Eller, for at tage den knap så makabre version: Hvorfor var det f.eks. ikke en hund, der lå og stegte i ovnen?

En hund?! ville de fleste forfærdet udbryde, spærre øjnene op over spørgsmålet og tage sig til hjertet. Menneskets bedste ven – ja, næsten et menneske!

Men næ næ, det er helt forkert. Grisen er mere intelligent end hunden, har undersøgelser vist. Alligevel ville man blive straffet, hvis man stegte en hund. Men ikke når man steger en gris. Forvirret?

Jo, det sker hver dag, at dyr bliver dræbt for at blive fortæret af mennesker. Masser af dyr, hele tiden. På slagterierne. Der står ”brugerne” bare ikke og nyder synet. I stedet går de i supermarkedet, tager en pakke kød og tænker sandsynligvis ikke over, hvor deres mad stammer fra. Eller hvilken proces der er gået forud, som har fået kødet til at havne der. Mærkeligt nok har jeg hørt flere sige med et undskyldende smil: ”Det ønsker vi heller ikke at tænke på”.

Javel. Altså, bare luk øjnene, spis, og lad være at tænke! Ligesom dyrene. Eller hov – hvem siger, at dyrene ikke kan tænke? Og føle? Siger kødspiserne det, fordi det så er nemmere at putte dyrene i munden …? Nå, bare et spørgsmål, ikke.

En mand sagde engang: ”Det, der ikke kan spises råt, kan ikke spises.” Hm … hvor mange ville mon spise råt kød? Adr! Føj, ville de fleste sige. Jamen, hvordan kan noget, der er ”adr” i rå tilstand blive lækkert, bare ved at få lidt varme og blive camoufleret til ukendelighed med krydderier?

Børn og kød

Samtidig tænker jeg på de børn, som helt naturligt ikke har lyst til kød. Masser af børn kigger skeptisk på kødet på tallerkenen, rynker på næsen og siger: ”Det kan jeg ikke lide. Det vil jeg ikke have.” Og hvad svarer forældrene? Ja, visse forældre vil måske sige, at det er i orden. Men bliver det en regel, at barnet ikke vil spise kød, vil en del nok forsøge at tvinge eller lokke barnet med: ”Jo, spis det nu. Det er sundt.”

Hvordan kan nogen nu lige påstå, at kød er sundt? Har de selv foretaget undersøgelser, der viser det? Eller har de bare hørt det – som man hører så meget andet og blindt hopper på det, der passer én bedst?

Noget andet: Er det ikke en menneskeret selv at bestemme, hvad man putter i munden, uanset om man er stor eller lille?

En lille pige, som har store problemer med forældrene ved måltiderne fordi hun ikke vil spise kød, har rørt mig dybt. Hendes argument er, at hun ikke vil spise et væsen, som har haft et hjerte der bankede, ligesom hendes eget.

Har nogen mere ret til at dræbe, end andre?

For nu at være virkelig ekstrem (hvad jeg sjældent er, men det kan dog komme over mig), vil jeg lige ridse et par paralleller op mht. til, hvem der egentlig har lov til at spise hvem – sådan efter gængs mening.

Som med – i starten – omtalte gris: De fleste ser det som helt okay at spise et dyr, nogen har slået ihjel. Når alle andre gør det, hvorfor så tænke nærmere over det. Det er helt almindeligt antaget, at flertallet har ret. Og er det almindeligt, ses det dermed af mange som noget, der samtidig er helt i orden, sundt og godt.

Vi ser det også som helt okay at nedlægge et stykke vildt. Altså, vi mener, vi har RET til at dræbe. At gå ud på et dyrs territorium, der, hvor det lever, pløkke det ned og fortære det.

Men vend den så lige engang: Hører vi fx om, at et vildt dyr har nedlagt en mand, fordi han var så letsindig at trænge ind på dets område, endda bevæbnet, for at dræbe det – så kommer vi op af stolene! Da bliver vi virkelig oprørt. Manden var måske på safari og skulle have oplevet den stolthed, det åbenbart er at dræbe et stort dyr. Han kunne jo senere have fået det udstoppet, eller i det mindste hovedet, for til slut at hænge det op i sin stue, så både han selv og andre fremover kunne imponeres over bedriften.

Men nu, hvor det altså gik omvendt (måske mente dyret, at det havde ret til at dræbe manden – der uden videre var trængt ind på dets område – så det kunne få sig en god steg!) ja, nu bliver der pludselig kæmpestor opstandelse i menneskenes verden. Man synes, det er helt forfærdeligt, at manden blev nedlagt af det, der i stedet skulle have været hans bytte. Se bare i TV-avisen og på avisernes forsider! ”Mand dræbt af vildsvin!” Skrækkeligt!

Men hvor tit står der på forsiderne: ”Svin dræbt af mand” …? Næ, så megen plads er der ikke i aviserne.

Hvor ligger forskellen?

Jamen hvad er forskellen egentlig – på, hvem der spiser hvem og med hvilken ret? Handler det om, hvem der er mest sulten? Klogest? Kærligst? Stærkest? Mest intelligent (hvordan måles intelligens, og hvilken form for intelligens)? Eller hvad er det, der giver denne formodede ret til at dræbe for derefter at fortære sit bytte?

Er vi, i vores del af verden, overhovedet nogensinde så sultne, at vi er nødt til at dræbe for at overleve?

Tja, det var såmænd bare et par spørgsmål. Svaret følger ikke med. Det kan læseren selv ryste op med, om muligt. Men måske har ovenstående givet stof til eftertanke. Hvis ikke, ja, så bare betragt det som et par tanker, der fandt vej ud af et hoved en kølig morgen lige før det blev lyst.