Det er tidlig morgen. Jeg er på vej ud i haven med en lille skål i hånden. Sådan gør jeg de fleste morgener i sommerperioden. Hvad skålen skal bruges til? Den skal bruges til at samle lidt bær i, et par blomster og nogle nedfaldsæbler.
Jeg går ud sådan en tidlig morgen, uanset vejret, langt ind i efteråret. For at samle. Men endnu mere for at se. Og for at mærke det hele. Den vidunderlige morgen med lyset, solen, fuglesang og summen af bier. Min morgentur kan vare fra ti minutter til en halv time eller mere. En fantastisk begyndelse før jeg går i gang med dagens arbejde.
Uanset hvor vanskelige de såkaldte problemer der ellers kan være, er, tænker jeg sådan en morgen: Det her er virkelig stort! Det overskygger alt andet.

Hvor mange er egentlig klar over, hvor smukt et rødt æble, som i nattens løb er faldet ned og nu ligger i græsset med morgendug på, egentlig ser ud? Hvordan det dufter? Og hvordan det smager, sådan lige her og nu, med dug og sol på – uden at det først er vasket eller der er skåret i det? Det er intet mindre end en kæmpe oplevelse.
Det samme med blomsterne i haven. Eller de vilde blomster, enhver kan møde på en gåtur. Duftende roser, vilde eller tamme, det er lige meget. De er alle sammen vidunderlige! At stå der og se på dem, længe. Bruge tid på det indtildet mærkes og opleves med alle sanser åbne.
Lyder det romantisk? Det er det. Det er magisk. Og det vidunderlige er, at denne magi, alt dette overdådige, ikke kun er forbeholdt få udvalgte. Dem, der har masser af penge eller tid.
Jeg gør det også, når jeg ikke har tid, for hvad er begrebet ”tid” for en underlig størrelse? Vi har alle sammen lige meget tid, det står ikke til diskussion. Fire og tyve timer i døgnet. Hverken mere eller mindre.
Den form for magi er noget, alle kan opleve. Enten alene eller sammen med en anden.

Denne morgentur går jeg tit sammen med min kat. Tavse og ærbødigt går vi rundt og løfter af og til ansigtet op mod solen. Ind imellem dufter vi begge to til blomsterne.
Katten forstår virkelig det hele! Den bemærker det, når noget nyt er plantet i haven. Længe kan den stå og se på det, snuse til det og til sidst lægge sig ved siden af det.
At se katten sidde og meditere er noget af et syn. Den kan sidde lang tid på samme sted, i samme stilling, totalt i ro og bare se lige frem. Om det er dag og solskin, om det er tåge eller nat og måneskin, kan den finde på at sætte sig og bare være. En halv time eller mere, fuldstændig ubevægelig i en dyb, indre ro.
Den har virkelig lært mig meget. Fordi den kan noget, mange mennesker ikke kan. Den kan leve. Den kan være i øjeblikket. Og nej, den er ikke hverken dum eller sløv. Den ved bare, hvordan tingene hænger sammen og hvad der værd at satse på.
Disse morgener har jeg også brugt til at studere spindelvæv med dugperler, som solen får til at skinne i alle farver. Jeg er blevet stående og har taget det helt ind i hjertet. Er blevet fortabt i det og har tænkt: Sikke dog en rigdom!

Også du, kære læser, kan se den slags på din morgentur. Nå, har du ikke nogen morgentur? Jamen måske er det så tiden at indføre en sådan. Som en af de ting, der bare skal gøres hver dag.
Jo jo, rigtigt nok, så er det nødvendigt for mange at stå tidligere op. Men hvorfor ikke? Nogen tror, at står man en halv eller en hel time før op om morgenen, bliver man mere træt. Men forkert.
At bruge sin morgen på at gå ud og mærke det hele, at blive en del af det, giver så megen energi! Glæde. Og ro. Den oplevelse, det nærvær, fjerner noget af alt det besværlige og tunge, der tit ligger og roder rundt inde i vores hoved, så vi i stedet bliver lette og taknemlige dybt indeni.

I vores have er der mange skønne oplevelser, men samtidig også drama. Det skyldes til dels katten, den store jæger. Og dog – rigtig mange muligheder går faktisk dens næse helt forbi.

For fire dage siden fandt jeg en fugleunge på plænen. Den var faldet ud af reden, lige ved skuret. Hjertet smelter jo ved synet af sådan en lille hjælpeløs stakkel, som ligger der med åbent næb og små lyde. Hvad skal man gøre?

Jeg gik og kiggede og tænkte: Den gør katten snart en ende på, eller den dør af sult. Skrækkelig tanke, men hvad ellers? Fodre den? Med hvad? Okay, jeg kunne jo godt tage ungen op med en ren klud, så den ikke kom til at lugte af menneske. Men det var umuligt at komme frem til reden uden at ødelægge omgivelserne. Og måske var ungen faldet ud, fordi der var for trangt?

I mine skrive-pauser går jeg ud og kigger. Håber på at miraklet sker – at den, trods alle odds, på en eller anden måde klarer sig. Var der ikke noget, der engang hed mirakler? Findes de mon endnu? Alligevel kan jeg ikke lade være at tænke: Næste gang jeg kommer herud, er den nok væk.

Men det er den ikke. Næste gang er den der stadig, og næste igen, der, midt i det brændende solskin, hvor der er alt, alt for varmt.

Jeg har opdaget, at forældrene kommer og fodrer den, som den ligger der, midt i græsset, langt væk fra reden. De skræpper ad katten, indtil den går sin vej. Så er de på pletten.

Jeg henter et lille stykke køkkenrulle, og med dirrende hænder lægger jeg det om den lille og løfter den forsigtigt ind i skyggen, ikke ret langt væk, ellers dør den helt sikkert af varme.

Kan fuglemor også finde den der, mon? Jeg står på afstand og iagttager sceneriet. Og ja, det kan hun. Selv der kommer hun og fylder mad i det lille næb, og slipper den ikke af syne ret længe ad gangen.

Katten færdes netop der til hverdag, men den må jo være både blind og døv, eller også har den nået pensionsalderen. I hvert fald lever ungen videre, og den vokser endda. Overlever den det her, er den virkelig en vinder!

Senere tænkte jeg: I stedet for at gå her med livet i hænderne på grund af en fugleunge, skulle man måske bare lade naturen passe sig selv. Men der er jo bare det, at det kan visse mennesker ikke!

MEN… da så hækken skulle klippes: Godt i gang, lige før et stort indhug med den larmende klipper, kiggede pludselig to små blanke øjne op fra en rede. En lille sangfugleunge.

Så er man solgt igen. Følelsesmæssigt medtaget. Eller snarere BEtaget. Sådan en skønhed! Livsgnist! Noget så stort i noget så småt. Et mirakel i sig selv. Magi, intet mindre.

Nej, hækken kan ikke klippes færdig før reden er tom. Og så kan den hæk stå og se underlig ud med sin lille top et enkelt sted, mens resten er klippet.

Status: Lige nu kører vi i en stor bue udenom ungen på plænen, når vi slår græs. Den er nemlig begyndt at hoppe livligt rundt, og det ser ud, som om den snart er flyveklar.

Reden i hækken tjekkes dagligt, uden at røre, larme eller komme for tæt på.

Tja, sådan kan der være så meget, alt efter hvor man sætter fokus, og hvor hjertet sidder. Mit hjerte sidder lige der, hvor ømheden for de små ligger. For naturen og for det hjælpeløse, der samtidig kan være fyldt med en styrke, man kan forbavses over.

Skønt mange har haft et halvt århundrede til at lære den danske sommer at kende og enten elske eller hade den – ja, mange har endda kunnet vælge at forlade den for evigt – beklager vi os.

Vi sidder og stirrer på vejrudsigten i tv. Ikke mere end 15 grader?! Dét må man nok sige, og så i juni måned! Det er simpelthen for galt! Vi er blevet snydt, ja, vi er. Næææ, så skulle man en tur til Indien, Thailand eller et andet varmt sted, dér er bare evigt skønt, ville mange mene på en regnvejrsdag. Den regn, naturen har så hårdt brug for, hvis den skal være så grøn og smuk som vi jo også kræver. Den regn, vi sukker efter, når græsplænen er ved at blive brunlig og blomsterne hænger. Og som vi jamrer over, når den endelig kommer.

Brok lød der også den sommer, hvor der var omkring 30 grader i laaaannng tid. Og vi stønnede: ”Åh, det er ikke til at holde den varme ud!” Uanset hvor man bevægede sig hen, lød jammeren: ”Nu må varmen godt snart tage af. 20 grader og ikke mere. Så er det fint.”

Så blev der 20 grader, og derunder, og vi jamrede igen. Nu var det for koldt. Føj for en kold sommer! Mon man ikke skulle se sig om efter en billet til det varme og solbeskinnede Langtbortistan? Og da vi så ankom der og mærkede den tørre varme, var det skøøøønt i præcis et kvarter, så var det nu alligevel lige rigelig varmt, og bestemt alt for tørt. Ingen vegetation. Det meste var gråt af støv. Her havde da vist ikke regnet i meget lang tid.

Og så er det, spørgsmålet opstår: Er vi nogle helt utrolige brokkehoveder, der har gjort det til en sport at brokke os? I hvert fald er brokkeri over vejret mere reglen end undtagelsen når man mødes, og samtaleemnet er langtidsholdbart og kan genbruges i evigheder.

Men, sagt én gang for alle: Den danske sommer er vidunderlig! Intet andet. Med sine fantastiske skift får vi det hele med, ganske gratis. Klar, blå himmel eller skyer i alskens farver. Altid forandring. Blæst eller stille regn, der bringer de vidunderligste dufte med sig. Solskin, 10, 15 eller 20 grader. Lyst, grønt, gule rapsmarker, røde valmuer – ja, alverdens farver i naturen, uanset temperaturen.

Koldt? Det kommer helt an på, hvordan du klæder dig. Og hvordan du vælger at se situationen. Om vinteren ville du sige: ”Åh, hvor er det dog dejlig varmt!” hvis du pludselig oplevede en dag med 10 graders varme. Og du ville glæde dig og nyde det.
Én ting er sikker: Det handler om forventning. Det må være den, der forkludrer det hele. Men hvad så med slet ikke at have nogen som helst forventning? Og bare se alt som det er? Bestemt en mulighed, ikke ret mange kender til.

Forleden sad der en stor, vakkelvorn solsorte-unge på min græsplæne. Den sad med det dér unge-blik, som kun små børn og dyreunger har, og kiggede rundt med hovedet på skrå og store, nysgerrige øjne, som om den tænkte: ”Nøøøøjjj, hva’ er dog det? Waw, hvor er det dog fantastisk!” Det var det samme blik som når et barn ser en rød rangle for første gang. Dét at kunne forbavses. Dét at hengive sig helt og fuldt til øjeblikket. Og jeg tænkte: Hold da op, der er noget, vi har glemt! Den véd, hvad det drejer sig om! Vi går og brokker os. Hvad med bare at åbne øjnene og se. Hvad med at åbne alle sanser og føle. Uden at forvente noget som helst. Det er alle forventningerne der ødelægger det hele. Hvad med i stedet at tage tingene som de er og vælge, at det her, det er bare helt fantastisk. At sige tak, fordi den danske sommer er vidunderlig i al sin mangfoldighed. Og se, at det er der meget andet, som også er. Men som vi for let overser.

At have boet i byen hele sit liv og så pludselig flytte på landet kan sandelig bestå af ikke så få overraskelser. I dag kan jeg godt se, at man måske som vordende familie på landet burde forberede sig en smule på, at naturen altså ikke er færdigpakket, som det man ellers kommer i nærheden af i byen. Næ, det er den rå vare.
Vi havde glædet os utrolig meget til fuglesang og hele den idyl, som hører med til et hus på landet med høje træer og fri natur. Kort efter ankomsten til huset anskaffede vi os en dejlig kat. En rigtig kælen én, der straks blev medlem af familien. Men som jo nok også kunne fange mus. Hvilket vi selvfølgelig håbede aldrig blev aktuelt. Og da slet ikke, at vi nogensinde blev vidne til det. Blod og fritliggende musehoveder… adr! Ikke hos os.

Altså, katten var enormt dejlig – indtil…
Ja, det var en stor fugleunge. Jeg fik øje på den, netop som jeg var på vej hen ad havegangen og stoppede brat op. Åbenbart var ugen faldet ud af reden og sad nu sad hjælpeløst i græsset og kiggede. Måske en skade, hvem kender som byboer forskel på småkravl?

Lige i nærheden sad katten med stive øjne og hektisk svingende hale, parat til spring. Med et par hårde tramp og et ”pst” forsøgte jeg at jage katten væk, mens mit hjerte strømmede over for det lille kræ, der ulykkeligt og helt utilsigtet var landet på udebane.
Med et ondt blik mod katten, der i sin hyperaktive tilstand selvfølgelig ikke havde til sinds at flytte sig en centimeter fra et kommende måltid, bøjede jeg mig resolut ned og tog det lille sprællende liv op i mine hænder.

Selvfølgelig vidste jeg godt, at man ikke må tage en fugleunge op, hvis den nogensinde skal accepteres af sit ophav igen. Men, tænkte jeg hurtigt, det kan vel være bedre end at blive ædt. Og fuglemor kan umuligt hive den tilbage til reden. Altså er den nu overladt til sin skæbne.

Med ungen tæt ind mod mig ledte jeg efter en kasse til den. Katten fulgte mig ivrigt hen til døren, lydløs som en skygge. Jeg sendte den et par triumferende, sammenknebne øjne, mens den returnerede med sultne blikke mod ungen i min favn.

I starten baksede fugleungen forvirret rundt i kassen, som jeg havde placeret på gulvet i stuen. Senere krøb den sammen.
Var det muligt at få sådan én til at overleve på kunstig vis? Mon den var tørstig? Jeg fandt lidt vand og stillede det ned til den i en lille skål. Da jeg forsigtigt flyttede ungen hen til skålen, væltede den ned i vandet med hele kroppen. Samtidig tænkte jeg på katten, der sad udenfor døren og sikkert med største fornøjelse ville have ordnet hele problemet på et øjeblik.

Nu måtte jeg lægge hovedet i blød. Jeg havde taget det lille kræ ud af sin natur. Nu var det tiden at tænke lidt videre. Altså opstod det store spørgsmål uvægerligt: Hvad spiser sådan én? Var der ikke noget med… orm…? Og at fuglemor normalt skal tygge føden først?
Jeg rømmede mig et par gange og sank mit mundvand. Hm … hvor langt kan man gå i sin kærlighed til naturen? Jeg må indrømme, at jeg ikke var meget for at skulle kokkerere på den måde.

Ungen sad nu helt stille. Jeg prøvede at tage den op, hvilket gjorde, at den begyndte at bakse rundt i mine hænder og kradsede min hud.

Pludselig spærrede jeg øjnene op. Var der ikke lidt blod på den ene vinge? Havde katten allerede haft fat i den, uden at jeg havde set det?
Javel! Kattens natur. Det var, hvad man kaldte det. Næ, det var vold, var det. I sin mest rendyrkede, onde form. At ville slå en lille uskyldig fugleunge ihjel som den største selvfølgelighed! Der kan man bare se, hvad de er for nogen, de små djævle til katte, vi giver al vores kærlighed! Det er den slags, de kvitterer med.

Lang, lang tid brugte jeg på at lægge hjernecellerne i blød. Hvad i alverden skulle jeg gøre? Nu havde jeg reddet den lille stakkel. Så skulle den minsandten også leve. Stigen? Kunne jeg sætte ungen op i træet igen? Men – hvor var reden? De eneste reder, jeg havde set, var sådan cirka syv meter oppe i det højeste træ.
Så tog jeg en hurtig beslutning. Staklen kunne jo ikke bare sidde der og dø. Resolut greb jeg telefonen og ringede til Falcks dyreambulance. Med hektisk stemme forklarede jeg, at en fugleunge var faldet ned fra et træ, og at jeg i første omgang havde reddet den fra katten. Men at den måske allerede var blevet bidt af det hensynsløse rovdyr. Nu måtte de komme og tage over.
Der blev en lang pause. Jeg hørte nogen snakke lavmælt i baggrunden. Endnu en lang pause.
”Kommer I så og henter den?” min utålmodighed kendte ingen grænser. ”Det er på høje tid, den kommer under behandling. Den har heller ikke fået noget at spise. Jeg syntes ikke rigtigt, at jeg kunne … du ved, sådan med orm og den slags …”
De afbrød mig. Spurgte efter min adresse. Sagde, de ville komme.

Efter lang tids utålmodig venten så jeg Falckbilen og åndede lettet op, mens jeg forsøgte at holde katten med den kraftigt piskende hale på afstand.
De kiggede på fuglen. Og på hinanden. Jeg strøg ømt hen over ungens fjer og hviskede ”held og lykke”, lige før de greb kassen i et snuptag.
”Kører I den så til dyrlægen?” spurgte jeg, nærmest bedende.
”Ja ja da,” sagde den ene i en meget let tone. Jeg syntes pludselig, han kiggede på den anden på sådan en lidt underlig, indforstået måde. Derefter på katten. Nå, det var nok bare mig, der var for oprørt over hele situationen til at kunne se klart.

Bagefter – ja, længe efter, da jeg blev en lidt mere garvet landboer, tænkte jeg:
De har troet, jeg ikke var rigtig klog. Eller at jeg gjorde grin med dem. En fugleunge! Den slags tager Falck sig vist ikke af. Det må naturen selv klare. Det er rådyr, der er kørt over, eller halvdøde hunde, ja måske endda katte, de kører efter. Store dyr. Men en fugleunge!
De har garanteret kylet en stor sten i hovedet på den, da de var kommet lidt væk fra huset. Eller alligevel smidt den ud til katten, uden at jeg så det. Færdigt arbejde! Eller… ja, hvem ved… har lidt mon også ret?