Det var først i januar. Det var minusgrader og blæste kraftigt. I bilen var jeg på vej mod byen, da jeg fik øje på ham. Han gik på fortovet med en sammenrullet skumgummimadras under armen. Han havde ingen strømper på. Kun sko. Jeg så det, fordi buksebenene sluttede et lille stykke over skoen. Han havde heller intet halstørklæde. Ingen vanter.
Han måtte fryse enormt. Jeg tænkte på, hvor let det var for mig at tage min bil og køre ud for at købe alt muligt, mens han bare gik der. Jeg har altid haft ondt af hjemløse.

Da jeg kom tilbage, kiggede jeg efter ham. Var han stadig i nærheden, eller var han død af kulde i mellemtiden?
Han sad på bænken ved busstoppestedet. Helt stille. Et menneske! I den kulde. Det var ikke til at bære. Det var umuligt bare at køre videre og lade som ingenting.
Hurtigt kørte jeg hjem for at lave en madpakke og finde noget tøj til ham. Derpå kørte jeg tilbage.

Jeg gik direkte hen og rakte ham det hele.
”Værsågod, lidt mad og lidt tøj. Du må jo være sulten og fryse.”
Han så forlegen på mig, rakte ud og takkede med få ord.
Efter lidt snak fortalte han, at han ikke drak. Han rørte aldrig spiritus. Og hans livsstil var selvvalgt.
”Hvordan kan nogen vælge at gå sådan rundt og fryse og sulte,” indvendte jeg måbende i min naivitet.
Manden svarede, at han ikke savnede noget. Han havde alt.
Alt?!
Jeg spurgte, hvad ”alt” var? For mig så det ikke ud, som om han havde noget som helst.
”Det er frihed,” svarede han uden tøven. ”Verden er min. Jeg lever af, hvad folk giver mig.”
Jeg havde ondt af ham.

Det endte med, at jeg inviterede ham med hjem på varm mad og et bad. Tøvende, nærmest genert, sagde han ja tak.
Jeg fandt rent tøj til ham, mens han badede, og lagde det uden for døren til badeværelset. Vi havde en masse gammelt tøj liggende på loftet, som ingen brugte mere. Senere spiste vi, og han fortalte om et liv, der var totalt fremmed for mig. Fortalte, at det eneste, hans familie ville ham, var hans penge. Derfor gav han dem alt og gik sin egen vej. Men samtidig var dette frie liv et dybt ønske hos ham.

Han var en lærd mand, og i flere timer talte vi filosofi. Snakkede om evnen til at slippe afhængighed, og i stedet glæde sig over øjeblikket. Det var tydeligt, at der var stor mental styrke i ham. Beslutningen om det liv han levede, var ikke halvvejs. Men den var svær for mig at forstå. Dengang.

Det var blevet næsten mørkt. Jeg spurgte lidt beklemt, hvor han skulle hen nu, og han forklarede, at han ofte sov på toilettet i en kirke ti kilometer væk. Der ville han gå hen.
Gå?! Den lange vej i den kulde?
Jeg måbede og tilbød at køre ham dertil, og han takkede ydmygt, denne stille mand.
Da vi var fremme, nikkede han venligt farvel og takkede endnu engang for alt.

Jeg græd, da han gik hen mod kirken med sin tynde madras under armen og posen med tøj, han havde fået af mig. Rank og fattet gik han der, som et stærkt menneske, ingen behøvede at have ondt af. Og som de færreste forstod, når alt kom til alt.
Sådan et fint, klogt, hæderligt og kærligt menneske, og så i den situation, tænkte jeg sørgmodigt, og var samtidig overbevist om, at jeg selv havde et langt bedre liv. Hvad jeg i dag slet ikke er sikker på, at jeg havde. Vores liv var bare forskellige, hver med deres plus og minus. Og med det, den anden ikke forstod.

Det møde gav stof til eftertanke. Efterfølgende var min følelse den, at meget i livet måske i mange tilfælde er præcis så kompliceret eller ukompliceret, som vi selv gør det til.
Siden har jeg følt dyb taknemlighed over det møde en kold dag i januar, hvor jeg fik lov at se, hvor smukt livet også kan være – i al sin enkelhed.

Festen var med mad og drikke og hele molevitten. Intet problem. Som plantespiser kan jeg selvfølgelig bare spise salat, kartofler, brød – og hvad der ellers er på det store tag-selv-bord.

Ved ankomsten fik jeg mig dog en overraskelse, der virkede voldsom og gav mig så stor kvalme, at jeg var lige ved at kaste op.

I en stor, rullende ovn med et kæmpe frontvindue (så alle kunne nyde synet) lå en næsten lige så stor gris, brun over det hele – i gang med at blive stegt. Den så fuldstændig intakt ud, selv øjnene, nærmest som om den stadig var levende og fandt sig i sin skæbne – hvad heldigvis ikke var tilfældet.

Nu er det jo ikke ukendt for nogen, at der dagligt dræbes masser af dyr for at mennesker kan spise dem. Den tanke er i sig selv slem nok, for mig i hvert fald. Men at se det, så direkte og på den måde …

Det kan godt være, det er mig, der er sart, men altså: Jeg stirrede og stirrede ind gennem ovnens glas i en form for rædsel, mens en masse tanker rullede gennem mit hoved.

Et – for kort tid siden i hvert fald – levende væsen, nu slået ihjel, lagt til skue på en måde der gjorde at folk, som strømmede til, kunne se processen, more sig og glæde sig til at fortære liget. Ingen så ud til at røres bare det mindste over synet. Det var en begivenhed! En fest.

Jeg må indrømme, at jeg var dybt, dybt rystet! Og på det tidspunkt, lige præcis i de øjeblikke, overvejede jeg alvorligt at melde mig ud af menneskeracen, der som den største selvfølge tager sig ret til at myrde et levende væsen med kød, blod, hjerte og følelser. Og hvorfor? Ja, gad vide, om de fleste aner, hvorfor det sker. Måske fordi man er vant til det, og så stiller man ikke spørgsmål ved det.

Er det omvendte mere makabert?

Samtidig slog tanken mig: Tænk, hvis det var omvendt. Hvis det var grisene i stedet for mennesker, der havde magten. Og nu havde de så fanget og dræbt et menneske, som lå derinde og stegte, mens en flok svin muntrede sig over synet og glædede sig til at sætte tænderne i ham eller hende …

Makabert? Helt enig. Men hvad er egentlig forskellen? Ja, jeg spørger bare …

Eller, for at tage den knap så makabre version: Hvorfor var det f.eks. ikke en hund, der lå og stegte i ovnen?

En hund?! ville de fleste forfærdet udbryde, spærre øjnene op over spørgsmålet og tage sig til hjertet. Menneskets bedste ven – ja, næsten et menneske!

Men næ næ, det er helt forkert. Grisen er mere intelligent end hunden, har undersøgelser vist. Alligevel ville man blive straffet, hvis man stegte en hund. Men ikke når man steger en gris. Forvirret?

Jo, det sker hver dag, at dyr bliver dræbt for at blive fortæret af mennesker. Masser af dyr, hele tiden. På slagterierne. Der står ”brugerne” bare ikke og nyder synet. I stedet går de i supermarkedet, tager en pakke kød og tænker sandsynligvis ikke over, hvor deres mad stammer fra. Eller hvilken proces der er gået forud, som har fået kødet til at havne der. Mærkeligt nok har jeg hørt flere sige med et undskyldende smil: ”Det ønsker vi heller ikke at tænke på”.

Javel. Altså, bare luk øjnene, spis, og lad være at tænke! Ligesom dyrene. Eller hov – hvem siger, at dyrene ikke kan tænke? Og føle? Siger kødspiserne det, fordi det så er nemmere at putte dyrene i munden …? Nå, bare et spørgsmål, ikke.

En mand sagde engang: ”Det, der ikke kan spises råt, kan ikke spises.” Hm … hvor mange ville mon spise råt kød? Adr! Føj, ville de fleste sige. Jamen, hvordan kan noget, der er ”adr” i rå tilstand blive lækkert, bare ved at få lidt varme og blive camoufleret til ukendelighed med krydderier?

Børn og kød

Samtidig tænker jeg på de børn, som helt naturligt ikke har lyst til kød. Masser af børn kigger skeptisk på kødet på tallerkenen, rynker på næsen og siger: ”Det kan jeg ikke lide. Det vil jeg ikke have.” Og hvad svarer forældrene? Ja, visse forældre vil måske sige, at det er i orden. Men bliver det en regel, at barnet ikke vil spise kød, vil en del nok forsøge at tvinge eller lokke barnet med: ”Jo, spis det nu. Det er sundt.”

Hvordan kan nogen nu lige påstå, at kød er sundt? Har de selv foretaget undersøgelser, der viser det? Eller har de bare hørt det – som man hører så meget andet og blindt hopper på det, der passer én bedst?

Noget andet: Er det ikke en menneskeret selv at bestemme, hvad man putter i munden, uanset om man er stor eller lille?

En lille pige, som har store problemer med forældrene ved måltiderne fordi hun ikke vil spise kød, har rørt mig dybt. Hendes argument er, at hun ikke vil spise et væsen, som har haft et hjerte der bankede, ligesom hendes eget.

Har nogen mere ret til at dræbe, end andre?

For nu at være virkelig ekstrem (hvad jeg sjældent er, men det kan dog komme over mig), vil jeg lige ridse et par paralleller op mht. til, hvem der egentlig har lov til at spise hvem – sådan efter gængs mening.

Som med – i starten – omtalte gris: De fleste ser det som helt okay at spise et dyr, nogen har slået ihjel. Når alle andre gør det, hvorfor så tænke nærmere over det. Det er helt almindeligt antaget, at flertallet har ret. Og er det almindeligt, ses det dermed af mange som noget, der samtidig er helt i orden, sundt og godt.

Vi ser det også som helt okay at nedlægge et stykke vildt. Altså, vi mener, vi har RET til at dræbe. At gå ud på et dyrs territorium, der, hvor det lever, pløkke det ned og fortære det.

Men vend den så lige engang: Hører vi fx om, at et vildt dyr har nedlagt en mand, fordi han var så letsindig at trænge ind på dets område, endda bevæbnet, for at dræbe det – så kommer vi op af stolene! Da bliver vi virkelig oprørt. Manden var måske på safari og skulle have oplevet den stolthed, det åbenbart er at dræbe et stort dyr. Han kunne jo senere have fået det udstoppet, eller i det mindste hovedet, for til slut at hænge det op i sin stue, så både han selv og andre fremover kunne imponeres over bedriften.

Men nu, hvor det altså gik omvendt (måske mente dyret, at det havde ret til at dræbe manden – der uden videre var trængt ind på dets område – så det kunne få sig en god steg!) ja, nu bliver der pludselig kæmpestor opstandelse i menneskenes verden. Man synes, det er helt forfærdeligt, at manden blev nedlagt af det, der i stedet skulle have været hans bytte. Se bare i TV-avisen og på avisernes forsider! ”Mand dræbt af vildsvin!” Skrækkeligt!

Men hvor tit står der på forsiderne: ”Svin dræbt af mand” …? Næ, så megen plads er der ikke i aviserne.

Hvor ligger forskellen?

Jamen hvad er forskellen egentlig – på, hvem der spiser hvem og med hvilken ret? Handler det om, hvem der er mest sulten? Klogest? Kærligst? Stærkest? Mest intelligent (hvordan måles intelligens, og hvilken form for intelligens)? Eller hvad er det, der giver denne formodede ret til at dræbe for derefter at fortære sit bytte?

Er vi, i vores del af verden, overhovedet nogensinde så sultne, at vi er nødt til at dræbe for at overleve?

Tja, det var såmænd bare et par spørgsmål. Svaret følger ikke med. Det kan læseren selv ryste op med, om muligt. Men måske har ovenstående givet stof til eftertanke. Hvis ikke, ja, så bare betragt det som et par tanker, der fandt vej ud af et hoved en kølig morgen lige før det blev lyst.

Man spørger ikke om en kvindes alder. Har du nogensinde hørt den sætning? Sikkert ikke fra kvinder. Men fra mænd, måske?
Den er ret gængs. Accepteret. Som en lov. Og så morer man sig over at have sagt det, mens man indforstået ser på omkringstående. Jo jo, dén ved vi jo alle hvad betyder, ikke sandt? Ha ha!
Men gør vi nu også det? Hvorfor spørger ”man” ikke om en kvindes alder – og hvem er man …?*
Den sætning er jo nærmest sådan en slags ordsprog. Og dybt irriterende, for mange kvinder i hvert fald, mens de samtidig kræver, den lov bliver holdt, mens mænd ofte morer sig over den.

HVORFOR spørger man ikke om en kvindes alder? Og hvis nogen så ville sige: ”Fordi hun helst ikke vil fortælle det,” jamen så opstår spørgsmålet jo, hvorfor en kvinde helst ikke vil oplyse sin alder?

Kvinder i ’en vis alder’
Det, man ikke umiddelbart forstår, og som andre heller ikke kan/vil forklare, er jo altid interessant. Og hertil hører mysteriet: Hemmeligholdelse af kvinders alder. Hvorfor er kvinders alder hemmelig?
Hvem ligger inde med svaret på dette mærkelige fænomen? Er det fordi kvinder mener, de har noget at skamme sig over, hvis de er nået til ’en vis alder’ – og derfor skal alderen holdes hemmelig, for så har de ikke noget at skamme sig over? Sådan, skåret ud i pap. Eller hvad? Og i givet fald, hvad skulle det være, en kvinde har at skamme sig over (med hensyn til alder) modsat mænd i samme alder?
Nå, sådan tænker ingen kvinde sikkert, ikke direkte i hvert fald. Men hvad føler hun omkring det? Se det kan være noget ganske andet end hvad hun giver udtryk for.

En hel del kvinder er netop blevet interviewet om det emne, og det har fået rystende, hemmelige sandheder på bordet. Disse interviews handler om kvinders følelser omkring deres alder, især omkring de 50 år, eller sidst i 40-erne. Og det viser sig, at kvinder føler og tænker meget forskelligt, når de nærmer sig de 50.

For de fleste kvinder er det bestemt ikke smart at fortælle, at man har det underligt med at blive ældre. Mange af dem har oplyst, at det ville føles nærmest som at give op. Nej, så hellere lide i stilhed ved tanken om de alders-forandringer, der hen ad vejen viser sig, og lade som om man tager situationen i stiv arm. At man er en rigtig sej, tidløs kvinde (kan man ikke også være det, selv om man er betænkelig ved alderen?) – og at man slet ikke frygter alderen det mindste.
Det her kan få bølgerne til at gå højt, når man tager det op og tør se ærligt på det. Et emne til en meget interessant debat!

Kvinder fortæller om alder
Som sagt er emnet taget op og belyst fra mange og interessante vinkler. Og nu er der så mulighed for at finde svaret på mysteriet. Eller de mange svar, der i virkeligheden er. Nemlig ud fra de omtalte interviews med kvinder – om dét at runde de skarpe hjørner. Om at blive ældre (og det mener mange kvinder allerede begynder ved de 40).
Et problem er, at mange kvinder ikke taler med hinanden om det tema, så de kunne hjælpe hinanden igennem forandringens usikkerhed. I stedet lader de som om alt er ok og finder andre samtaleemner, når de mødes.

Sandheden er, at mange kvinder frygter de runde fødselsdage som ind i helvede! Ja, undskyld sprogbruget, men netop sådan udtrykte en af de kvinder det, som gav sit bidrag til bogen ”Kvinde på 50+ Frisk eller færdig”.
Bogen handler altså om kvinder og deres frygt for at blive ældre, og meget af det der løftes sløret for i den bog er intet mindre end rystende. Det handler om, hvordan frygten og modviljen viser sig. Og at overgangen fra yngre til ældre kvinde kan være lige så svær som puberteten er for de unge. Visse af kvinderne mener endda, at overgangsalderen er undergangsalderen. Mens andre kvinder fortæller om, hvad der kan gøres ved den indstilling, så man i stedet kan få et spændende og givende ældreliv med mange dejlige udfordringer.
Mange seje kvinder fortæller i bogen om et rigtig godt ældreliv. Kvinder, der nyder den modenhed alderen giver og er klar til at bruge livet på spædende ting og sager.

Ældre kvinde, yngre mand
I alt otte kvinder fortæller om deres liv, tanker, følelser og forhold. Og så er der lige lige én mand med.
Og hvorfor så denne ene hane i kurven? Jo, interviewet med ham er med, fordi han er kæreste med en af kvinderne i bogen, og hun er 13 år ældre end ham. Smag lige på dén! Til den ”forkerte side”, siger man (stadig, ind imellem) om den slags. Sensation! Når kvinden er en del ældre end sin kæreste. Hvorimod det bare ville være charmerende, hvis det var omvendt. En ældre mand og en yngre kvinde … jamen når manden begynder at få de første grå hår i tindingen, er han da bare såååå lækker! Det mener flere af kvinderne. Hvorimod vist ikke én kvinde, hvis hun for eksempel på en datingside søgte en mand, ville skrive: ”Kvinde i overgangsalderen søger en yngre mand som kæreste …” Interessant! Altså igen, hvad er det for en mærkelig forskel på kvinder og mænd, når det gælder alder?

Omtalte kvinde fortæller, at hun måtte stå model til spydigheder om ”kuvøseguf” og andet, sagt til hende om den dejlige unge mand, sådan en gammel hejre som hende havde været ude at gafle og helt afgjort ikke havde gjort sig fortjent til. (Ingen overvejede bare et øjeblik, om det kunne være ham, der havde gaflet hende.)
Hun blev rent ud sagt mobbet af sine såkaldte veninder og af andre (selvfølgelig på en måde, der skulle tage sig humoristisk ud), mens hendes unge kæreste ikke anede noget om den mobning. Men det var jo også ham, den stakkel, der var ”offeret”. Det mente andre, at han var. Det mente kvinden faktisk også selv. Hun følte sig endda lidt skyldig. Ja, grin eller græd, det er op til dig selv. I hvert fald er der langt mere om det her, end de fleste ville tro!
Det tænkte jeg så meget over, at jeg i 2023 skrev romanen: “En fredag i oktober” – om et par, der forelsker sig i hinanden og gerne vil leve sammen. Han er 21, hun er 43. Den aldersforskel betyder intet for dem. Men det gør den for andre. En roman til mange tanker og samtaler. Om stor kærlighed, der møder voldsom modstand, alene på grund af en aldersforskel, hvor kvinden er ældst.
Mere om bogen et andet sted her.

At blive voksen
Såe – nej, ”man spørger ikke om en kvindes alder”. Ikke endnu. Ikke bredt, i hvert fald. Alderen, såvel som andre personlige ting, skal selvfølgelig heller ikke være en pligt for nogen kvinde at oplyse. Men på den anden side, hvorfor skal kvinders alder stadig være noget, man får et hosteanfald over?

Måske kunne vi, efterhånden som vi bliver voksne og klogere (skønt modenhed ikke handler om alder – der er jo folk på 80, som stadig ikke er voksne) gøre noget ved hele den indstilling omkring kvinder og mænd og alder og forstillelse, ærlighed, rummelighed og åbenhed, og se på, hvad der er væsentligt. Så livet kunne blive mere frit, godt, rart og kærligt i alle aldre. Og så kvinders alder ikke skal være sådan et tabu, men vi bare kunne slappe af og være dem, vi nu engang er. Ønsketænkning? Måske. Men enhver har vel lov at ønske.

Er musik bare baggrundsstøj, eller har den en virkning? Kan vi bruge musikken til mere – og helt andre ting – end bare at lytte og danse til? Er der større kraft i musik end vi går rundt og tror? Noget, der giver en virkning vi kan bruge, så det virkelig rykker?

Forleden spurgte en kvinde mig: ”Svar mig lige på, om dét her er normalt, eller jeg bare er hysterisk. Jeg har det sådan at musik totalt kan gå ind og forandre mig for en hel dag. Hvis jeg hører en bestemt slags musik, kan det pludselig påvirke mig sådan, at alle slags triste følelser vælter op i mig, jeg græder måske – og jeg ved, det kom, fordi jeg lige præcis hørte den musik.

Modsat: Hvis jeg hører livlig og glad musik, kan jeg blive så sprudlende glad, at jeg er helt oppe i skyerne. Hvad er det dog for noget? Styrer musikken os? Hvordan undgår jeg at det påvirker mig, så jeg bliver deprimeret? Når man f.eks. er ude i butikker, bestemmer man jo ikke selv, hvad der lyder i højttaleren.”

Brug musikken til mere end lytning

Se, det er jo et rigtig spændende tema. Musikkens indvirkning på sindet er et emne, man ikke taler så meget om, og det er ærgerligt. For når vi ved, at musikken har en virkning, følelsesmæssigt – og det mærker de fleste af os jo – kan vi også bruge musikken. Til at opnå de virkninger, vi ønsker og har behov for. Her og nu eller på længere sigt.

Det er helt sikkert, at musik påvirker os rigtig, rigtig meget. Musik er stemninger, svingninger, energier. Der sker ændringer i hjernen, alt efter hvilken musik vi hører. Musik kalder på vores følelser i alle afskygninger, og det er spændende at lægge mærke til virkningen.

Du ved, hvordan musik virker, når du ser en film. Er der uhygge-musik, sidder du med koldsved i hænderne med visheden om at der snart sker noget forfærdeligt – skønt der ikke sker noget som helst af den slags at se på skærmen (endnu). Det er udelukkende musikken der indikerer, at noget uhyggeligt nærmer sig.

Ser du nøjagtig de samme billeder på skærmen, men til rolig, let og afslappende musik, vil du reagere lige modsat, nemlig roligt og forventningsfuldt. Du vil ikke et øjeblik få den tanke, at noget uhyggeligt er på vej. Fordi musikken signalerer noget andet.

Hvad udsætter vi os for – med musik?

Når vi er bevidste om, at musik påvirker os, plus/minus, kan vi også være opmærksomme på, hvad vi udsætter os selv for, når vi hører musik.

Flere kan berette om, at de bliver triste over en bestemt slags musik, men at den samtidig kan give forløsning og hen ad vejen befri sin person for en mental tyngde. Andre kan føle sig totalt knust over et stykke musik som går ind og kalder på voldsomme følelser omkring oplevelser, man troede for længst var forsvundet.
Der har i flere tilfælde været mistanke om, at specielle former for musik måske kan have tilskyndet folk til at begå mord. Og selvmord. Om det er rigtigt eller ej kan være svært at vide, men fakta er, at musik kan kalde på store, dybe følelser og tilskynde til handlinger, der er i familie med de følelser.

Så er der de mennesker, der kan føle sig totalt i den syvende himmel over specielle former for afslapningsmusik. Eller får masser af energi af bestemte former for musik. Der er folk, som kan blive ”høj” af kraftig rock, for eksempel.

Glad og let musik kan pludselig, som ved et trylleri, forandre en tung, sort dag til noget smukt. Stemningen skaber smukke, indre billeder. Så ja, musikken styrer kraftigt.

Mange er ekstremt følsomme overfor musik og oplever den på samme måde som omtalte kvinde. Der er musik, de aldrig kan høre, hvis de ikke er klar til at gå ned og kigge i deres egne bundløse dybder.

Musik som inspiration

Musikken kan altså i heldigste fald løfte totalt, give gnist, glæde og nye ideer som en vitamin-indsprøjtning. Prøv f.eks. at høre Bach’s 3. Brandenburg-koncert, der på et øjeblik kan puste liv i alt kreativt, skabende og levende – for nogen. Eller Mozarts fløjtekoncert, hvor du bare svæver opad på dine store vinger og virkelig mærker det vidunderlige sus af liv – lige nu! Det kan være alle slags musik, alt efter hvem du er, hvordan du er sammensat og hvilke minder du har i bagagen.

Da jeg skrev min kærligheds-roman KÆRE FREMMEDE, skrev jeg den mens jeg konstant lyttede til et bestemt stykke musik. Musikken gav gnisten, ideerne, følelsen. Gennem den musik blev personerne levende og med nerve. Romanen ELSKEDE ROSA skrev jeg også “på musik”. Faktisk skriver en del forfattere deres bøger med musik som inspiration.

Og dog er det individuelt, hvordan musik virker. Prøv at snakke med vennerne om det. Det kan blive ret spændende, fx at spille forskellig slags musik og derpå snakke om de indre billeder man hver især ser i forbindelse med musikken og hvilke følelser den danner. Vi har hver især vores helt egen bagage med i rygsækken, som vi kører vores nu-oplevelser sammen med og som farver det, vi sanser. Det er virkelig interessant at bruge lidt tid på at udforske.

Beskyt dig mod uønskede stemninger

Men hvordan undgår vi så at blive deprimeret af musik? Det gør vi ved at lytte til den musik, der understøtter den stemning vi gerne vil være i. Når vi så alligevel er nødt til at høre på i en bestemt slags musik, fx i indkøbscenteret, så prøv at abstrahere mest muligt fra den, hvis du mærker, at den ikke giver dig noget godt. Sig til dig selv: Jeg lukker mine ører. Og tving så dine tanker i en anden retning. Eller du kan nynne eller fløjte noget, der gør dig glad eller giver ro.

Jo, det virker, tro det eller ej. Bare prøv det af. Visualisering er en fantastisk beskyttelse imod det, du ikke ønsker nærkontakt med. Tænk på noget andet, få dit besøg i centeret afsluttet i en vis fart, og gå hjem og sæt en cd på, der giver dig det humør, du har brug for.

Altså, her er ingen snak om, hvad der er godt eller skidt – for dig. Det ved du kun selv, så bare føl dig frem.

Det spændende i det her er sådan set ikke at vide, at musik virker på os, plus eller minus. Det mærker vi jo, selv om vi måske aldrig snakker om det. Det interessante er, at vi selv kan styre det. Og udnytte det, så det giver kraft, ideer og power i hverdagen. Dét er da et spændende redskab at have med i baglommen, klar til brug når vi ønsker det.

Intuition er for mange et fremmedord. Og det er synd, for det er den, der kan vise os vej til det hele. Den kan vise dig DIN vej. Og det er jo slet ikke så lidt. Masser af mennesker er totalt i vildrede med det ene og det andet, ja endog tit med, hvad de selv mener, hvad de dybest set ønsker i livet og hvad de skal gøre hvornår.
Samtidig findes der masser af rådgivere, den ene bedre end den anden, der påstår at kunne vejlede og hjælpe os. Hvad mange af dem sikkert også kan. Og alligevel er mange stadig i tvivl med hensyn til, hvad de virkelig ønsker i livet. Og værdien af deres egen bedømmelse. Har du det sådan, så fortvivl ikke. Hjælpen er lige ved hånden. Eller rettere sagt: Den ligger inde i din bevidsthed.

Jeg vidste det jo godt!
Vi kender det alle sammen. At have gjort en fejl og bagefter tænke: ”Jeg vidste jo godt, hvad jeg skulle have gjort, men min fornuft sagde noget andet, og den fulgte jeg.” Ja, vi har tillært os en masse tanker om, hvad vi gør klogest i. De tanker bygger enten på andres ord, andres erfaringer, eller vore egne tidligere erfaringer. Men andres erfaringer kan vi ikke altid bruge til noget, måske endda sjældent. De kan være overordnede retningslinier i visse tilfælde, men aldrig en specifik rettesnor for dit liv. Fordi to mennesker ikke er ens. Ingen har helt den samme baggrund, de samme erfaringer at bygge videre på – eller skal den samme vej.
Nogen siger: ”Min indre stemme sagde, hvad jeg skulle gøre, men jeg tog det ikke alvorligt.” Kald det hvad du vil. Din indre stemme. Din 6. sans. Under alle omstændigheder ligger alle svarene i dig selv, du skal bare kalde dem frem. Ved at lytte ordentligt indad, hver gang der opstår et spørgsmål eller du er i en situation hvor du skal vælge. Vælg det, der føles mest naturligt for dig. Det, der ligger lige for. Ikke det, du tror, du skal vælge. Lad ikke hjernen få overtaget, for den er oplært af andre. Gå den direkte vej, ind i dig selv. Spørg her, og du mærker svaret. Er det så et svar, hvor du tænker: Nej, det kan simpelthen ikke være rigtigt! – så lyt alligevel og tag din intuition alvorligt. Svarene kan man ikke altid tænke sig til.

Din indre stemme har ret
Jeg har selv oplevet det masser af gange, og jeg kan stadig dumpe i og tænke: ’Nej, nu stopper vi. Nu gør jeg det, jeg altid har gjort i den slags situationer.’ Og så – bagefter, når jeg fandt ud af at jeg havde gjort en fejl, fordi jeg lyttede til mine tanker i stedet for min indre stemme, har jeg ærgret mig. For HVER ENESTE GANG min intuition har talt med store bogstaver, og jeg ikke har lyttet, har jeg fået et dårligt resultat ud af det. Og hver gang – hver eneste gang – jeg har lyttet til min indre stemme, har heldet været med mig, og jeg har valgt rigtigt. Det er så interessant, og man kan lære at blive meget dygtig til at finde sine egne, rigtige svar i alle ting. Er du nogle gange i tvivl, så slap af, hold en pause, find ro, og så lyt. Uro og stress kan hindre vejen til intuitionen. At anse sig selv og sin egen intuition som den største autoritet i sit liv kan efterhånden give den sikkerhed og glæde, enhver har behov for, og være årsag til at man når sine mål med glæde.

At køre lovligt bliver sjældent accepteret af dem, som kører bagved. Det slår gnister fra dem, fordi man ikke kører 90, ja, endnu bedre 100. Det er dig, der er undtagelsen fra de kørendes regel.
Det er ikke smart at køre lovligt. Se bare, hvad de andre tør! Og det er det, der er almindeligt. I stedet for at sidde dér som en sinke med sine 50 km i byen, hvor alle de andre kører mindst 60 – og endnu bedre, 70.

Er man en svag sjæl, lader man sig presse og sætter farten op. Er man stærk, står man deres dytten og provokationer igennem. Jeg har tit tænkt: Hvad hulen skal de sådan skynde sig for? Det er jo ikke én gang. Det er HVER GANG de sætter sig bag rattet. Uanset om det er arbejdsdag eller ferie, skal det gå hurtigere og hurtigere.
Hvorfor planlægger de ikke dagen – livet – i stedet for at byde sig selv (og andre!) den slags, som kan give en utrolig stresset dag, der altid går ud over en masse, og i værste fald ender med et bang, man ikke overlever.
Det pudsige er jo, at har han så endelig haft held til at overhale alle, møder man ham, trods det, lidt længere fremme, hvor han holder for rødt lys – ved siden af dig. (Her gør du nok klogt i ikke at vinke til ham!)

Hvorfor skynder vi os, når vi udmærket ved, det har den virkning, at vi stresser andre og måske endda kommer til at køre uhensigtsmæssigt, med ulykker til følge? Tja, hvis du spurgte ham ved siden af dig, ville han sikkert ikke vide det. Det ligger bare i blodet. Vi skal foran de andre. Videre. Til noget, der sandsynligvis slet ikke var nogen grund til at bruge al den energi på.

Når vi åbner for tv eller avisen, præsenteres vi for kulde, vrede, krige og mord. Uanset temperaturen her i landet lige nu, præsenteres vi dagligt for denne form for kulde, der trænger sig ind på os og gør os nervøse, ulykkelige og kolde indeni. Mennesker, vi møder på gaden, taler om den ufred, vi præsenteres for i medierne. Vreden, frygten, frustrationerne, krige og mord. Men i dag fik jeg pludselig en varm tanke, som jeg gerne deler, nemlig: Uanset hvad der sker omkring mig, bestemmer jeg – og ingen anden – hvordan temperaturen er inde i mig. Og hvad jeg vil tage ind af kolde informationer i det hele taget. Det gælder selvfølgelig ikke kun for mig, det gælder for hvem som helst. I virkeligheden er der frit valg på alle hylder med hensyn til, hvad man vil lukke ind i sin bevidsthed, hvad man vil se, hvad man vil reagere på – ja, hvordan man vil have det indeni. Ret varm tanke i en tid, hvor alle føler sig bombarderet med kulde og måske slet ikke tænker på, at de har valgfrihed mht. at sige fra.

Livets store teatersal
Livet er én stor teatersal, hvor vi alle sammen sidder. I salen er der helt mørkt. På scenen spilles mange forskellige teaterstykker, glade, som triste og voldelige. Vi har hver især en stor lygte, og med den kan vi vælge at lyse præcis på det teaterstykke, vi ønsker at se.
Egentlig en fantastisk tanke, ikke? Og en fantastisk valgfrihed i en tid, hvor mange måske helt glemmer, at vi reelt har denne valgfrihed.
Ingen bestemmer, hvad vi skal se i tv. Ingen bestemmer, hvad vi vil læse om i aviserne. Om vi overhovedet vil læse eller se noget af det. Ingen bestemmer, hvordan vi vil have det indeni. Det gør vi kun selv.

Fordriv kulden
Nogen ville måske indvende: Man kan ikke bare lukke sig til og være sig selv nok, for nogen er jo nødt til at tage sig af kulden. Er det sandt? Øges kulden ikke, jo mere fokus der er på den? Får vi ikke mere af det, vi hele tiden tænker på?
For mig at se kan der være flere måder at fordrive kulden på. De måder, der ikke er så synlige lige her og nu, kan i virkeligheden være de allermest virksomme.
Mange spørger med trist stemme: ”Jamen hvad kan jeg gøre?” Svar: Du kan gøre det hele! Den ypperste måde at fordrive kulden på er at udsende varme. Og ligger varmen ikke inde i os, kan vi skabe den, så den efterhånden tager fast ophold.
Hvordan lader det sig gøre? Det er meget enkelt: Ved at tænke varme, kærlige tanker – simpelthen om alt og alle. Også om det og dem, det måske umiddelbart kan synes svært at tænke varmt og venligt om.
Om det er let? Jamen det spørgsmål er ikke relevant, for fakta er, at det er MULIGT. Og hvis alt skal blive varmere og kærligere, er vi nødt til at starte med at vende noget inde i os selv. Det handler aldrig om, hvordan andre er overfor mig. Men kun om, at bestemmelsen om at udsende varme til alle nu er taget.
Her skal overhovedet ikke tales ét ord om, hvem der er skyldig i hvad. Det er helt udenfor dette nummer. Det her handler om, at enhver af os kan være med til at tø kulden op. Den indstilling smitter hvem som helst den kommer i berøring med.

Fast beslutning og bevidst arbejde
Øvelse gør mester, og det gælder i høj grad her. Øver man sig i at ville tænke varme tanker om alle andre, bliver den følelse efterhånden en integreret del i sit menneske. Det sker gennem fast beslutning og bevidst arbejde, især ved, helt bevidst, at fjerne kolde, negative tanker, når de viser sig, og straks erstatte dem med varme – ligesom når man overskriver et forkert ord på computeren.
Det fantastiske er, at den form for varme kan ingen kulde bryde igennem! Den er også det eneste, der efterhånden kan fortrænge kulden udadtil. Intet andet middel er så virksomt. Netop denne vending har jeg skrevet om i min bog ’Få dig et liv’, og det gav mig anledning til at tænke yderligere over det og prøve det af i praksis. Tro det eller ej: Denne indre varme er det eneste holdbare i livet. Den er gratis og fantastisk kraftfuld.
Såvel som kulde og vrede kan brede sig som ringe i vandet, kan varmen det også. Prøv det, og bliv forbavset over resultatet. Naivt? Kald det hvad du vil. Men virksomt er det! Den, du viser varme overfor – uanset om det er i tanke, ord eller handling, og uanset om andre viser dig det samme – den person vil forandre sig, lidt eller meget, hurtigt eller langsomt. Sådan er det!

Endelig kom man af sted. Ungerne havde stillet betingelser. Til en god tur hører slik i bilen. Og chips eller popcorn. Og sådan blev det. ”Se derude!” sagde moren begejstret efter et kvarters kørsel. ”Se lige dyrene på marken. Og se valmuerne ved siden af! Er det ikke flot?” ”Lad være at tage mine popcorn!” råbte et af børnene. ”Er der mere slik, jeg har næsten ikke fået noget!” råbte en anden. ”Så I det?” spurgte moren igen, men ingen svarede. Vel ankommet til stranden, lød det første spørgsmål præcis fem sekunder efter udstigningen: ”Hvornår skal vi spise? Vi har da husket maden, ikke?” ”Ellers må vi i gang med at lede efter et sted, hvor vi kan købe mad,” trøstede faderen. Så spiste de. Med det samme. Når de nu havde det med, ikke? En halv time efter var der kaffe og kage. Og så i kiosken efter is. Bagefter var det blevet lidt senere, end de havde regnet med. De kunne lige nå en hurtig badetur, før de skulle hjem og lave aftensmad.

Tænker vi egentlig over, hvor kæmpestor opmærksomhed vi giver dét at spise i vores samfund? Vi tænker mere på at fylde vores mave end på at fylde sindet med gode oplevelser. Eller at GIVE en god oplevelse. Er det ikke rystende? Når vi bliver inviteret ud, handler det altid om, at man skal komme TIL ET MÅTID. ”Kan I komme til middag hos os på lørdag?” Eller: ”Kom søndag eftermiddag til en kop kaffe!” Og man ved, hvad man har at holde sig til. Bliver det ikke nævnet, hvilket måltid der er målet for besøget, står man usikker tilbage: Skal vi spise hjemmefra, eller vanker der noget – og i så fald hvad? Hvor tit hører man en invitation, der lyder: ”Har I lyst at besøge os lørdag aften til en god snak?” Eller til fællessang. Til en konkurrence. Til en spændende samtale med frit valgte emner. Til leg eller vandkamp i haven. Eller til teater, som vi selv laver? Og man ville tænke: Teater? En ny ret? Hvordan smager den mon? Overdrevet? Indrømmet. Men overdrivelse fremmer forståelsen!

Jeg har en tandlæge i udlandet. Eller rettere – jeg havde. Tandkroner er ikke billige i DK. Så fuld af håb ringede jeg til en tandlæge i udlandet. Han havde tilknytning til Danmark og kendte udmærket til mig og mit forfatterskab, oplyste han. Jo, jeg var yderst velkommen hos ham.

Fuld af håb rejste jeg af sted for at få et tjek. Jeg syntes, han virkede en smule overfladisk og stresset, men han var yderst venlig. Han talte hurtigt, usammenhængende, lavede om på det, han først havde sagt, så jeg efterhånden følte mig sådan lidt som i en karrusel.
Halvsvimmel spurgte jeg om ting, som han mente, han havde sagt. Det var også tilfældet, han havde bare lavet det om flere gange, og af den årsag ville jeg, for god ordens skyld, godt lige vide, hvad det så var, der gjaldt.

Manden oplyste med et smil, at hans kone havde læst nogle af mine bøger, ”ja, du skrev jo den dér: ’Elskede Rosa’, og ’Slank på den lette måde’, ikke …?” – jo jo, så faktisk ville han godt lave noget sort arbejde på mine tænder.

Hm… nå! Jeg forstod ikke, hvad mine tænder havde med hans kones læsning af mine bøger at gøre men ville da godt vide, hvad hans arbejde i så dunkel en farve ville indebære af mindre betaling. For det var vel dét, sagen i så fald drejede sig om, eller…?
Tandlægen fik pludselig et par ticks ved øjnene og meddelte ord-snublende, at det kunne han ikke helt svare på, det kom jo an på så meget.
På hvad, for eksempel?

Hvad koster det?

Det var stadig svært at svare på. Men okay da, han kunne strække sig til det yderste og tilbyde mig to kroner for 7.000 kroner, og det var BILLIGT!
Hvor billigt i sammenligning med hvidt arbejde, ville jeg godt vide. (Hold da helt op, hvor må jeg have virket irriterende – på den anden side har jeg et ekstremt behov for helt klare linier, og jeg mente, sagen var så enkel, at man ikke engang behøvede en lommeregner…) Efter at tandlægen havde kastet et hastigt blik op i loftet, som om svaret befandt sig der, forstod jeg, at heller ikke det regnestykke kunne gå op. Derfor prøvede jeg at hjælpe lidt til ved at komme med et meget enkelt eksempel.

Det var nemlig så (u)heldigt, at jeg tidligere havde hørt en mand fortælle, at han havde fået en krone hos selv samme tandlæge for 3000 kroner. Det forelagde jeg denne mester udi tandarbejde, som nu, kampklar og stammende, kvitterede med at indvende, at det kendte han ikke noget til. 3000?? Jamen – der ville da altid komme noget oveni, for eksempel bedøvelse (ja tak!!) og andre ting.
Hvilke andre ting? Jeg turde næsten ikke spørge. Manden sukkede opgivende. Det var heller ikke lige til at sige. Så – altså kunne det meget vel (jeg oversætter lige: højst sandsynligt) komme til at overstige de 7000 kroner, alt efter hvor besværlige mine tænder var (nej, der skulle ikke rodbehandles, det havde vi tjekket!).

Han afbrød mig hele tiden, og hans fremtoning viste mig, at nu skulle jeg ikke komme for godt i gang. Det ene øjeblik sagde han ét, og det næste noget andet, så jeg selv skulle gætte mig til fakta, hvis det begreb ellers fandtes i hans verden. En tvivl, der bestemt ikke gav mig grund til tryghed, siddende dér, fastspændt i torturstolen med en let jernkæde om halsen med tilhørende serviet.

Han havde travlt, lod han mig vide (omsider indrømmede han dét, som selv én med yderst lav IQ ville have gættet ved første øjekast). Så han aftalte med sig selv, at han – næste gang – skulle ordne et lille hul i en tand, som start.
Jeg indvendte, at jeg ellers godt ville have lavet hele molevitten på én gang, så jeg ikke behøvede at tage den lange vej flere gange. Men det var tiden slet ikke til, var svaret. Nå, hm – og han ville altså ikke ordne bare én eneste lille tand nu, så jeg kunne føle, at der dog var sket lidt i dag.
Nej! Den næste patient ventede derude, meddelte han smilende og rakte mig sin gummi-behandskede hånd til hjertelig afsked.

Med kæden om halsen

Fuld af forventning dukkede jeg op en måned senere og blev igen placeret i stolen med kæde om halsen. Jeg har altid følt mig som en lænkehund med sådan en kæde, men selvfølgelig, en tandlæge med respekt for sig selv må tage sine forholdsregler, så patienten ikke smutter i utide.

Så sad jeg der og ventede på, at herren i egen høje person skulle manifestere sig. Klinikdamen fór forvirret gennem rummet af og til. Endelig dukkede han op. Hilste på mig og sagde, at nu skulle vi i gang med at bore en tand ud i højre side, og også én i venstre. Jeg indvendte, at han bestemt ikke havde sagt noget om hul i venstre side.
Nååå?? Et sekund så det ud, som om han selv blev i tvivl. Hurtigt greb han billederne, kastede et blik på dem og sagde, at det var der altså. Tanden ved siden af den, der skulle have krone.

Jeg foreslog, vi så ventede med det hul indtil kronebehandlingen. Hvorfor alle de bedøvelser?
Jo, det kunne han jo godt se. Nå, men bortset fra det – ville jeg bedøves nu eller ej? I et snuptag greb han en sprøjte, og inden jeg så mig til, sad nålen fast i den indvendige side af min kind.
Efter endt gerning rejste han sig hurtigt og sagde, at nu gik han lige et øjeblik.

Som tiden gik, begyndte jeg at spekulere over, hvor manden var blevet af? Havde han glemt mig? Der var total tomt i behandlingsrummet. Ikke en lyd hørtes i rummene omkring mig heller, og tanken slog mig, om de måske holder siesta sådan et sted. I visse lande varer en siesta op til flere timer.
Men jeg kunne fornemme nogen på den anden side af døren, han og klinikdamen lige var gået ud af. Et par gange så jeg også – gennem en lille rude øverst i døren – at nogen passerede forbi. Men hvem, var umulig at se på den afstand. Under alle omstændigheder var alt tyst, både her og der.

Tandlægen forsvandt

Der var nu gået over tyve minutter, og jeg var lige ved at glemme, hvorfor jeg sad her. Faktisk syntes jeg ikke rigtig jeg kunne mærke nogen bedøvelse. Pludselig kom klinikdamen farende forvirret igennem rummet og smuttede igen ud ad en anden dør. Kort efter ankom min længe ventede tandlæge. ”Åh, vi er lidt stressede, der var lige en tandpine, som skulle ordnes!” undskyldte han og satte sig hurtigt ved siden af mig. Og jeg tænkte: En tandpine? Underligt, hvis han ordner en tandpine på en patient, og de ikke siger et ord til hinanden. Det ville jeg da kunne høre, når det var lige på den anden side af døren. Og også, hvis han havde boret i en tand. Jeg havde ikke hørt nogen af den slags lyde. Men jeg sluttede, at det åbenbart ikke var nogen kendt måde, han ordnede tandpiner på.

”Jeg tror faktisk ikke, bedøvelsen virker.” Jeg turde næsten ikke udtale ordene.
”Det kan vi hurtigt finde ud af,” sagde min flinke tandlæge. ”Jeg har sådan en lille iskold ting her. Den er minus tyve grader. Den kan vi lige holde ind mod tanden for at tjekke, om du kan mærke noget …”

Min uro voksede til utrolige dimensioner, og helt tilfældigt fór mine tanker i retning af begrebet tortur. Nu tager du dig sammen! sagde min indre stemme. Og det gjorde jeg så.
Det var svært at bedømme, om jeg egentlig kunne mærke den iskolde dims mod tanden eller ej.

”Vi kan prøve at holde den ind mod en tand i den anden side af munden, så vil du straks kunne mærke det. Mine patienter plejer at ryge helt op i loftet, når jeg gør det,” grinede den venlige herre og lignede én, der virkelig var på hjemmebane nu.
”Nej!! Ellers tak!” Min hånd fór op til kæden om halsen, mens en indre stemme råbte: Flygt!
”Ja, den sidder godt fast,” smilede tandlægen.
”Bare bor i min tand nu og lad os blive færdige!” sagde jeg og mærkede adrenalinen køre på højtryk i kroppen. ”Hvis det gør for ondt, kan jeg vel bare sige det.”
Jeg lyttede intenst efter, om han sagde ja. Men han sagde ingenting.

Betonknusning

Så borede han i min tand. Jeg havde aldrig hørt så høj en lyd før, undtagen lige når vejarbejdere knuser beton. Alligevel ordnede han tanden med fyldning og det hele – smertefrit. Og han sagde så venlige og beroligende ord til mig imens, at jeg var lige ved at falde i søvn.

Bagefter skulle vi lige finde en ny tid – til kronerne. Det kunne først blive om halvanden måned. Men så blev det også billigt! Jeg nævnede, at jeg ikke brød mig om, når han var så stresset. At jeg så var bange for, tingene ikke blev gjort rigtigt. Men han forsikrede mig om, at alt var i orden.
Jeg ville dog godt lige tænke over dét med en ny tid. Min intuition sagde mig, at der var et eller andet her, som slet ikke stemte, men efter de vilde følelser i stolen, tænkte jeg ikke så klart lige nu, at jeg præcist kunne sætte en finger på, hvad det var.
Nej, det sagde jeg ikke. Men jeg har aldrig tidligere oplevet et menneske, der giver så mange muligheder for abstrakt forståelse gennem det, der bliver sagt.

Jeg har tænkt. Det gjorde jeg på hjemturen. Jeg genkaldte mig alle de ting, han stammende havde tilbudt, lovet, eller lavet om, igen og igen. Så fik jeg en ide, nemlig at kontakte en anden tandlæge i samme område for at spørge, om de havde faste priser på kroner, eller prisen kom an på det ene og det andet.
De havde faste priser. Og der kom intet oveni. En krone kostede 3.500. Alt i alt. Vel at mærke en HVID – og ikke en sort.

Tja, og dermed overlader jeg så min søde, og helt sikkert velmenende (uanset hvad han så mente) tandlæge til sine andre patienter, der forhåbentlig kommer ud fra klinikken med et smil om munden. Og håber, at min næste tandlæge-oplevelse bliver lige knap så sjov som den første. Og faktisk, når jeg tænker rigtigt efter, vil jeg nok også hellere have hvide kroner, end sorte.

Mange familier sidder dag efter dag og sluger al volden fra tv-avisen rå.
Ofte får børnene lov at kigge med – som en selvfølge.
Hvorfor? Og – hvem gavner det mon?
Hvorfor lukker vi uden videre volden ind i vores liv på den måde – uden at sige fra?
Er vi blevet ufølsomme overfor volden?
Følgende vil jeg fortælle lidt om, hvad jeg oplevede en tirsdag aften.

Familien, jeg besøgte, havde et ekstra tv i køkkenet. Og hver aften stod den varme mad på bordet præcis klokken halv syv, lige når tv-avisen begyndte. Som et fast ritual greb faren forventningsfuldt fjernbetjeningen og trykkede. Jeg satte mig og kiggede med.

”Stille, så jeg kan se, hvad der er sket,” sagde faren og rakte i blinde ud efter en frikadelle, mens øjnene hang ved skærmen. ”Det er jo vigtigt, vi følger med, så vi ved, hvad der sker i den virkelige verden.”

”Hvorfor det?” spurgte knægten på elleve, idet faren bad ham flytte stolen lidt, så han ikke spærrede for udsynet til den virkelige verden.

”Nu så jeg ikke, hvad det var med dét mord. Hvordan var det, han slog hende ihjel?”

”Frygteligt,” jamrede moren og skelede til mig, som nikkede. ”Jeg får helt ondt i maven. Og hun var endda ikke ret gammel.”

”Er det da bedre at slå de gamle ihjel?” indskød drengen, der også fulgte den virkelige verdens fremrullen på skærmen.

”Vil I høre en god idé, jeg har fået?” Drengen hviskede for ikke at forstyrre. Han så på mig.

”Vær nu lige stille!” sagde faren. ”Vi kan da snakke bagefter.”

”Uha, det er frygteligt med de selvmordsbomber,” moren så væk fra fjernsynet, ”jeg får kvalme. Tak for mad.”

”Jeg går ind på værelset,” sagde drengen. De voksne nikkede fraværende.

”Hvad ser jeg? Sidder du her og spiller krigsspil, knægt?! Har jeg ikke sagt, at jeg ikke vil have det?” Faren stod i døren til drengens værelse. Fra gangen kunne jeg se, at drengen sad spændt ved sin computer.

Drengen nikkede og klikkede på musen, igen og igen. ”Kom lige og se alt det blod, der splatter, når jeg skyder dem, far!” jublede han.

”Sluk dog for det skidt,” sagde faren og så med afsky på skærmen. ”Det er jo ren vold. Det er ikke godt at se den slags.”

”Det gør I da også!” udbrød drengen.

”Hvad?! faren var forbavset. ”Hverken mor eller jeg spiller da den slags. Det har intet med den virkelige verden at gøre.”

”Jamen hvad er den virkelige verden da?” spurgte drengen lige før faren fortsatte:

”Du kan læse en bog i stedet for. Eller øve dig på din guitar. Men det dér lukker du for!”

Næste dag, præcis klokken halv syv, kom jeg for at hente en glemt jakke. Familien sad igen omkring bordet, og faren trykkede rituelt på fjernbetjeningen.

”Skal vi ikke slukke for det skidt?” sagde drengen. ”Så kan vi spille ludo i stedet for. Eller guitar.”

Et kort øjeblik så det ud som om faren mistede orienteringen. Så rystede han på hovedet og sagde: ”Stille! Det her er den virkelige verden, knægt – og – der er sket endnu et mord!”

Det er muligt, at nogen mener, vi skal følge med i, hvad der sker i den ”virkelige verden”. Nogle gange har jeg i ren og skær afmagt over alle uhyrlighederne spurgt: ”Hvorfor dog det?? Kan vi gøre noget ved det, så lad os skride til handling. Kan vi ikke, så tag det slet ikke ind i din bevidsthed.”

Jeg tror, at det, tv-avisen har at byde på, kan være dybt skadeligt for børnene at sidde og se på (såmænd også for voksne). Vi ved jo, de ting sker, så hvorfor opfriske det og holde det ved lige dag for dag – for senere at gå og være ulykkelige eller trykkede over det?

Måske var det i stedet en god ide at vise børnene, at der findes andre ”virkelige verdener”. For eksempel glæden over alt det dejlige, der er mulighed for at gribe fat i, hvis vi ellers får øje på det. Alt det vidunderlige, der yderst sjældent vises i tv-avisen (men vi kan jo lave vores egen personlige tv-avis, hvor vi taler om de ting.) Vi ved efterhånden, at vores tanker skaber vores liv. Er det tanken om alle de mord og uhyrligheder, der er begået i dagens løb, vi ønsker skal ligge i børnenes tanker og være med til at skabe deres dag i morgen?

Hos os har jeg, i mine år med børn, stort set gjort tv-avisen forbudt for børn. Var der sket noget, som jeg mente, de burde vide, fortalte jeg dem det kort, til orientering. Ikke mere.

I stedet har jeg taget dem med ud i naturen for at iagttage de fantastiske undere, den byder på. Jeg er sikker på, at de aldrig har manglet udsyn til den virkelige verden. For spørgsmålet er jo, hvad den virkelige verden er.

Jeg mener, det er noget, vi selv bestemmer. Det er ET VALG. Og det valg er et stort ansvar, man må tage alvorligt, både overfor sig selv og sit eget gode humør – men specielt overfor børnene, som man trods alt giver et livssyn med hjemmefra, de skal bygge deres fremtidige liv på.

Spørg dig selv: Giver jeg – måske ubevidst – mit barn den følelse, at livet er en grum skæbne, vi er underlagt. At ”de andre” bestemmer, hvordan vores liv skal være. Hvis andre er onde mod hinanden, er jeg så nødt til at blive trist eller bange? Eller viser jeg mit barn, at vi altid selv bestemmer i vores eget liv. At vi til enhver tid kan spejde efter – og finde – det dejlige, vi ønsker skal være i livet og gøre dét til det virkelige liv. At vi har lov at gøre alle uhyrlighederne omkring os til en meget lille ting, der dybest set ikke har noget med vores person at gøre. Det betyder absolut ikke, at vi ikke ønsker at hjælpe andre i nød. Det er oplagt, at vi lærer børnene at hjælpe, hvor man kan. Men der, hvor man ikke kan gøre noget… da smid tanken om alt det skrækkelige væk. Glem det. Eller tag det slet ikke ind. Og kom videre med DIT liv. Noget, der måske er værd at tænke over. Og give i arv.