Mange synes ikke, de oplever ret meget. Dag efter dag sker der jo de samme ting, alt er rutine.
Vi klager over et kedeligt liv med begrundelsen, at vi ikke har hverken tid eller råd til at rejse ud i verden, hvor man virkelig oplever noget stort og spændende, der hvor man møder eventyret.
Men er det overhovedet muligt at leve et kedeligt liv, hvis vi ellers er vågne? Hvad er stort og hvad er småt? Kunne det tænkes, at vi måske har alt lige indenfor rækkevidde – hele tiden?
Det er tidlig morgen. Jeg er på vej ud i haven med en lille skål i hånden. Sådan gør jeg de fleste morgener i sommerperioden. Hvad skålen skal bruges til? Den skal bruges til at samle lidt bær i, et par blomster og nogle nedfaldsæbler.
Jeg går ud sådan en tidlig morgen, uanset vejret, langt ind i efteråret. For at samle. Men endnu mere for at se. Og for at mærke det hele. Den vidunderlige morgen med lyset, solen, fuglesang og summen af bier. Min morgentur kan vare fra ti minutter til en halv time eller mere. En fantastisk begyndelse før jeg går i gang med dagens arbejde.
Uanset hvor vanskelige de såkaldte problemer der ellers kan være, er, tænker jeg sådan en morgen: Det her er virkelig stort! Det overskygger alt andet.
Hvor mange er egentlig klar over, hvor smukt et rødt æble, som i nattens løb er faldet ned og nu ligger i græsset med morgendug på, egentlig ser ud? Hvordan det dufter? Og hvordan det smager, sådan lige her og nu, med dug og sol på – uden at det først er vasket eller der er skåret i det? Det er intet mindre end en kæmpe oplevelse.
Det samme med blomsterne i haven. Eller de vilde blomster, enhver kan møde på en gåtur. Duftende roser, vilde eller tamme, det er lige meget. De er alle sammen vidunderlige! At stå der og se på dem, længe. Bruge tid på det indtildet mærkes og opleves med alle sanser åbne.
Lyder det romantisk? Det er det. Det er magisk. Og det vidunderlige er, at denne magi, alt dette overdådige, ikke kun er forbeholdt få udvalgte. Dem, der har masser af penge eller tid.
Jeg gør det også, når jeg ikke har tid, for hvad er begrebet ”tid” for en underlig størrelse? Vi har alle sammen lige meget tid, det står ikke til diskussion. Fire og tyve timer i døgnet. Hverken mere eller mindre.
Den form for magi er noget, alle kan opleve. Enten alene eller sammen med en anden.
Denne morgentur går jeg tit sammen med min kat. Tavse og ærbødigt går vi rundt og løfter af og til ansigtet op mod solen. Ind imellem dufter vi begge to til blomsterne.
Katten forstår virkelig det hele! Den bemærker det, når noget nyt er plantet i haven. Længe kan den stå og se på det, snuse til det og til sidst lægge sig ved siden af det.
At se katten sidde og meditere er noget af et syn. Den kan sidde lang tid på samme sted, i samme stilling, totalt i ro og bare se lige frem. Om det er dag og solskin, om det er tåge eller nat og måneskin, kan den finde på at sætte sig og bare være. En halv time eller mere, fuldstændig ubevægelig i en dyb, indre ro.
Den har virkelig lært mig meget. Fordi den kan noget, mange mennesker ikke kan. Den kan leve. Den kan være i øjeblikket. Og nej, den er ikke hverken dum eller sløv. Den ved bare, hvordan tingene hænger sammen og hvad der værd at satse på.
Disse morgener har jeg også brugt til at studere spindelvæv med dugperler, som solen får til at skinne i alle farver. Jeg er blevet stående og har taget det helt ind i hjertet. Er blevet fortabt i det og har tænkt: Sikke dog en rigdom!
Også du, kære læser, kan se den slags på din morgentur. Nå, har du ikke nogen morgentur? Jamen måske er det så tiden at indføre en sådan. Som en af de ting, der bare skal gøres hver dag.
Jo jo, rigtigt nok, så er det nødvendigt for mange at stå tidligere op. Men hvorfor ikke? Nogen tror, at står man en halv eller en hel time før op om morgenen, bliver man mere træt. Men forkert.
At bruge sin morgen på at gå ud og mærke det hele, at blive en del af det, giver så megen energi! Glæde. Og ro. Den oplevelse, det nærvær, fjerner noget af alt det besværlige og tunge, der tit ligger og roder rundt inde i vores hoved, så vi i stedet bliver lette og taknemlige dybt indeni.