Det muligt på en let måde at berolige et overtræt eller uroligt barn, så det falder i søvn på en let og god måde.
Her er en meget enkel metode, som jeg selv har brugt, og gerne giver fra mig. Jeg har nogle gange, når min søn følte sig trist eller anspændt omkring sengetid, sat mig ved hans seng, bedt ham lukke øjnene og tilskyndet ham til at se smukke billeder inde i sit hoved, samtidig med at jeg lagde min hånd blødt på hans pande eller kind. Kunne han ikke lige selv finde på nogle billeder at se i starten, har jeg hjulpet lidt på vej:
”Se en dejlig græsmark for dig. Der er så smukke blomster på denne mark. Kan du se, hvordan de vipper lidt frem og tilbage med deres blomsterhoveder, når vinden skubber til dem. Se det hele inde bag øjnene. Hvilke farver har blomsterne? Prøv at se efter. Er de gule? Ja, er det ikke flotte, store mælkebøtter? Og se de røde. Er det valmuer?
Du er træt og helt slap i kroppen, mens du ligger helt stille på den dejlige duftende græsmark og kigger op på skyerne. Se, hvordan de langsomt bevæger sig hen over den blå himmel og danner mønstre, så det ene og så det andet. Nogle skyer ligner dyr. Små, bløde bjørne. Og andre af dem ligner elefanter. Nogle af skyerne er lyseblå, men de fleste er helt hvide, er de ikke?
Hør, det suser lidt i de høje træer i baggrunden. Blød, lun luft. Det er varm og dejlig sommer. Solen skinner, og du ligger lige så stille i græsset og nyder det hele. Hør, hvordan en bi summer i en blomst. Mærk den varme sol på dit ansigt og din mave. Nu lukker du øjnene. Åh, du bliver så søvnig. Så tung og træt. Hovedet bliver helt slapt. Det gør armene også. Nu har du det bare så dejligt. Du har lyst til at sove her på den smukke græsmark med alle de duftende blomster.”
Barnet vil falde til ro. Forsvinde ind i søvnen med billedet af noget vidunderligt, varmt og smukt i sit hoved. Meget sandsynligt fortsætter disse billeder i barnets drømme.
Denne visualisering er blot et eksempel. Find de billeder, stemninger og ord, I kender og som passer lige præcis til jer. Det kan handle om skoven, stranden, bedstemors have, alt muligt, også noget, barnet selv opfinder. Måske en dejlig naturoplevelse han har haft, da han var mindre, som I kan gå ind i at føle og se igen. Bare bed barnet selv komme med bud på, hvad det gerne vil se i sit hoved. Som en eventuel hjælp kan I bruge en cd med naturlyde, hvis det passer til personerne og situationen. Men det er absolut ikke nødvendigt og kan endda for nogle virke distraherende. Det er altså noget, man selv må veje med plus eller minus.
Samme metode kan du selvfølgelig bruge til dig selv ved sengetid. Eller til at guide en anden voksen. Den er let, behagelig – og giver en skøn, afslappet søvn.
Denne visualisering er hentet fra min bog ”Få dig et liv”
Bogen handler om forholdet mellem voksen og barn, om naturlighed, nærhed til andre, til dig selv og til naturen – og dét at leve et ægte og glad liv.