Tænker vi danskere kun på at spise?
Eller har vi bare glemt, at der findes andet i livet? Understående er skrevet med ”et glimt i øjet”. Men er det måske alligevel – bare sådan lidt – til eftertanke? Familien, jeg besøgte midt på sommeren, skulle på tur til havet, og der blev talt meget om sagen. Nej, ikke om turen. Men om, hvad de skulle tage med at spise. Der var jo alle muligheder, lige fra rejemadder kølet ned med små frostboxe – til mors hjemmebagte boller med brie – og så lidt at drikke, sodavand, hvidvin, og… og…
Endelig kom man af sted. Ungerne havde stillet betingelser. Til en god tur hører slik i bilen. Og chips eller popcorn. Og sådan blev det. ”Se derude!” sagde moren begejstret efter et kvarters kørsel. ”Se lige dyrene på marken. Og se valmuerne ved siden af! Er det ikke flot?” ”Lad være at tage mine popcorn!” råbte et af børnene. ”Er der mere slik, jeg har næsten ikke fået noget!” råbte en anden. ”Så I det?” spurgte moren igen, men ingen svarede. Vel ankommet til stranden, lød det første spørgsmål præcis fem sekunder efter udstigningen: ”Hvornår skal vi spise? Vi har da husket maden, ikke?” ”Ellers må vi i gang med at lede efter et sted, hvor vi kan købe mad,” trøstede faderen. Så spiste de. Med det samme. Når de nu havde det med, ikke? En halv time efter var der kaffe og kage. Og så i kiosken efter is. Bagefter var det blevet lidt senere, end de havde regnet med. De kunne lige nå en hurtig badetur, før de skulle hjem og lave aftensmad.
Tænker vi egentlig over, hvor kæmpestor opmærksomhed vi giver dét at spise i vores samfund? Vi tænker mere på at fylde vores mave end på at fylde sindet med gode oplevelser. Eller at GIVE en god oplevelse. Er det ikke rystende? Når vi bliver inviteret ud, handler det altid om, at man skal komme TIL ET MÅTID. ”Kan I komme til middag hos os på lørdag?” Eller: ”Kom søndag eftermiddag til en kop kaffe!” Og man ved, hvad man har at holde sig til. Bliver det ikke nævnet, hvilket måltid der er målet for besøget, står man usikker tilbage: Skal vi spise hjemmefra, eller vanker der noget – og i så fald hvad? Hvor tit hører man en invitation, der lyder: ”Har I lyst at besøge os lørdag aften til en god snak?” Eller til fællessang. Til en konkurrence. Til en spændende samtale med frit valgte emner. Til leg eller vandkamp i haven. Eller til teater, som vi selv laver? Og man ville tænke: Teater? En ny ret? Hvordan smager den mon? Overdrevet? Indrømmet. Men overdrivelse fremmer forståelsen!