At være anerkendt – af andre altså – er ofte alfa og omega i vores samfund. Den holdning påvirker os i uhyggelig grad.
At være anerkendt – af andre altså – er ofte alfa og omega i vores samfund. Den holdning påvirker os i uhyggelig grad.
Du skal ikke tro, du er noget. Sådan siger janteloven, og den retter masser af mennesker sig efter. Vi skal være ANERKENDT af andre, før vi ER noget. Det oplevede jeg en dag på en maleriudstilling. Jeg elsker at gå på udstillinger, måske fordi jeg selv maler.
”Åh, er du også kunstner?” spøger folk, når de hører, at jeg ikke kun skriver bøger, men også maler – og jeg svarer: ”Kunstner? Hva’ fa’n er det?”
Udstilleren på galleriet var en anerkendt kunstner. En del af billederne var spændende, mens andre lignede nogen, min søn malede som treårig. Min veninde og jeg kiggede, mens galleriejeren gjorde os selskab. Pludselig sagde min veninde: ”Irma maler også.”
Galleriejeren spurgte uinteresseret, hvem jeg var. Det fortalte jeg, og fortsatte: ”Jeg håber at komme til at udstille her i galleriet en dag!”
Egentlig sagde jeg det sådan lidt for sjov, men nu var det op til ham. Jeg har udstillet mange steder, så udelukket var det vel ikke. Men manden så kritisk på mig og kvitterede med spørgsmålet:
”ER DU ANERKENDT?!”
Da den sætning altid får mig til at se rødt, svarede jeg omgående: ”Ja! Jeg er anerkendt af mig selv! Og af dem, der kan lide mine billeder.”
Bag mandens hånlige smil læste jeg ordene: ’Tosse! Tror du virkelig, det betyder noget, at de forkerte folk kan lide dine billeder!’
Nu fik jeg nøje forklaret, at det, der virkelig betyder noget, er, at man har udstillet på Kunstnernes Efterårsudstilling eller Charlottenborg. Så er man anerkendt. Ellers kan man godt pakke sammen. Jo, det vidste jeg godt men takkede alligevel rørt for hans oplysninger.
Få dage efter var der ikke mindre end to, der ringede og spurgte, om jeg ville udstille hos dem. Et stort, anerkendt hotel. Og et dyrt, anerkendt galleri. Den ene havde set mine billeder på min hjemmeside, sagde han, og han ville give meget for at få lov at udstille dem.
Såe… om jeg er anerkendt? Tja, jeg spørger stadig – af hvem? Og svarer: Rend mig med jeres snobberi! Hvad med at tænke selv?! KIG dog på billedet i stedet for navnet – og mærk, om det giver dig en oplevelse eller ej.
Så længe jeg kan sige JA til det jeg selv laver – så længe jeg kan flyve op i loftet af glæde over de farver og former, jeg får sat sammen – da er jeg ankerkendt af mig selv. Og det er nok.